Peter Madsen stopper karrieren som fodboldspiller. Han fortæller om forbudte tanker som fodboldspiller, tung tysk disciplin, ånden i Brøndby der forsvandt, tre mål i Polen og glæden ved at tage hul på et nyt liv.

Han begynder med at fortælle, det er forbi. Over en telefonforbindelse der går op og ned i pålidelighed.

- Det er slut nu, jeg stopper med at spille fodbold.

Peter Madsen er på Sicilien. Som far og som kommende jurist - for manden de kaldte ’Magic’ er færdig med tryllerierne med bolden.

Jeg kan høre børn i baggrunden og svag bilstøj - trafiklarmen og dytteriet er det bedste sandhedsvidne på, at han faktisk er i Italien. Det er i hvert fald den forestilling, jeg har om Sicilien. Peter og familien har mere end en gang overvejet at gøre de mange besøg permanente og slå sig ned på øen.

Det bliver heller ikke til noget i denne omgang. Efter endt ferie starter han hos advokatfirmaet Stokholm & Lindegaard. Her skal han rådgive fodboldspillere og samtidig færdiggøre sine jurastudier.

Han glæder sig til et nyt liv. Beslutningen har ikke været tung.

- Jeg har måske nok haft talentet til topfodbold, men jeg har aldrig følt mig hjemme i den verden. Forstå mig ret. Jeg har haft fantastiske oplevelser med fodbold, men det kan være en frygtelig hård og umenneskelig verden. Jeg begyndte allerede tidligt at overveje at lave noget andet end spille fodbold. Det er jo tanker, man ikke må have som fodboldspiller, men dem havde jeg. Jeg har nok altid været lidt udenfor på den måde.

Normalt vil sådan et interview her kalde på et hyldestskrift og tak for denne gang, men når det gælder Peter Madsen, så er der ingen vej uden om at trække i jakkesættet som djævlens advokat. Han beder mig vente et øjeblik og siger noget på italiensk til en eller anden i nærheden. Der går lidt tid. Det er egentlig okay, jeg har brug for pausen. Det føles lidt blufærdigt at skulle spørge til det med Brøndby. Hvordan det kunne ende med, at han om nogen kunne gå fra elsket til hængt ud i grænselandet mellem uønsket og forhadt?

- Det hele startede jo for mig i Brøndby. Resultaterne var der, der var overskud og sammenhold. Man var stolt af at spille i Brøndby, og da jeg spillede i udlandet, var det hele tiden min tanke, at skulle jeg vende hjem, så skulle det være til Brøndby og ikke bare tage et år og smutte igen, men komme hjem for at gøre en forskel og blive.

Det gik ikke som håbet. Han var ikke den samme, og Brøndby var forandret.

- Jeg har spillet fodbold, siden jeg var fem år. Brøndby er min klub, og den vil altid være i mit hjerte, men jeg er stoppet med at komme derude. Det er ikke længere, som det var engang. Brøndby-ånden er forsvundet, siger han.

- Jeg kunne slet ikke genkende det Brøndby, jeg vendte hjem til. Da jeg ville videre fra FC Köln, havde jeg chancen for at komme til FC Nürnberg, men Brøndby henvendte sig meget indtrængende. Jeg havde en lang snak med Anders og Per Bjerregaard og Tom Køhlert, der ville satse på mig og give mig en nøglerolle, siger han.

- Jeg havde ikke lyst til at sige nej, selvom jeg godt vidste, der ville være store forventninger til mig. Og jeg ved også, mange har sagt efterfølgende, at ham Peter var sgu også for dårlig og ville bare hjem til pengene, men jeg var altså ikke en frelser. Jeg indrømmer, jeg manglede kampform og var ikke på mit topniveau, da jeg vendte tilbage til Brøndby, men jeg var klar til at kæmpe for klubben og bedre tider, men det var som om, den der følelse blev ædt op. Års dårlige resultater og omtale, fyringer og nedtur har lagt en sort sky hen over Brøndby Stadion, og jeg ved ikke, hvordan den nogensinde skal komme væk igen. Det er noget, jeg har talt med andre Brøndby-spillere om. Enhver motivation og gejst bliver ædt op, fordi folk er bange og fastlåste, fortæller han om tiden som hjemvendt i Brøndby.

- Der blev skiftet meget på trænersiden, og nye spillere kom til, mens andre forsvandt, uden at det blev bedre. Kent Nielsen skiftede mig ind i en kamp, hvor jeg scorede og kaldte mig klubbens talisman. Så røg jeg igen af holdet, og man fik aldrig en ordentlig forklaring. Stefan Gislason fik fra den ene dag til den anden frataget anførerbindet, og det er bare eksempler. Under alle trænere, efter jeg kom tilbage, blev der foretaget impulsive handlinger uden forklaring. Direktører kom og gik igen, og der var kaos på ledelsesgangene. Det forplanter sig. Og ikke kun til spillerne. Samuel Holméns agent sagde til mig, at der stort set ikke kom klubber eller agenter på Brøndby Stadion, fordi man vidste, der ikke var noget at kigge efter, som der var før i tiden.

Det viste sig at overstige Peter Madsen og de andre spilleres evner at vende den negative spiral i Brøndby, og med tiden blev han en af dem, der blev hængt ud af presse og fans. Som en byrde og medlem af en løntung klike med Alexander Farnerud, Jan Kristiansen og Stefan Gislason. Dem der bare sad på tribunen og sugede på labben.

- Jeg har altid stræbt efter at spille for glæden og uden jantelov, men da jeg kom hjem, oplevede jeg et meget forvrænget billede af mig. Der blev sagt og skrevet meget grimt om mig, men jeg lod det prelle af, fordi det var lettere at leve stille med end at skulle forholde sig til.

Vi snakker længe om hans erfaringer fra fodbolden, og eftermælet kan virke lidt lunkent. At der var til mere i ham. Især efter hans onemanshow med tre mål mod Polen i august 2004 blev de store ord hentet frem og Peter Madsen udpeget som ham, der både kunne afløse pensionerede Ebbe Sand og måske endelig være den næste danske angriber, der trådte i Laudruppernes fodspor. Polakkerne resignerede tilmed med ordene om, at mødte de Peter Madsen hver gang, så var der ingen grund til at have et landshold.

- Jeg forstår godt, hvis der var store forventninger til mig efter kampen mod Polen, men der var hård konkurrence og store profiler på landsholdet på det tidspunkt, siger han om den landsholdskarriere, der blot tæller 13 kampe og de berømte tre mål. Opvisningen mod Polen kom efter EM, hvor han fik en enkelt kamp og efter hans bedste sæson i Tyskland. 13 sæsonmål for den lille arbejderklub Bochum og en så stor følelse af lykke at han takkede nej til et tilbud, der ville have sikret ham økonomisk resten af livet.

- At Bochum af alle steder skulle være stedet, hvor vi fandt lykken, havde jeg aldrig troet, men det blev det. Der var mange af de samme dyder som i Brøndby før i tiden. Man stod sammen, det var en rigtig klub med følelsen af fællesskab.

Det fodboldår, der begyndte med hattricket mod polakkerne, endte med nedrykning for Bochum. En deroute der satte punktum for Peter Madsens lykke i det tyske.

- Morten Olsen foretrak spillere til landsholdet, som spillede i de bedste rækker, så jeg valgte at skifte til FC Köln for at blive i Bundesligaen. Jeg tror, Ståle Solbakken i dag kan skrive under på, at FC Köln stadig er et galehus.

Der lå paparazzifotografer på lur for at få billeder af ham, når han var ude og spise med sin kone på hendes fødselsdag. Holdets fysioterapeut var betalt af avisen Bild til at lække al information fra omklædningsrummet, og interne interesser mellem præsident og træner afgjorde, hvem der skulle spille fra start.

- Andre ville nok være bedre til at have is i maven og stå det igennem. Det kunne jeg ikke. Jeg var ikke hård nok. Jeg trivedes på ingen måde, og jeg havde ikke mit hjerte med i det.

Han fandt sig selv i en situation, hvor han havde stået før.

Da Wolfsburg lejede ham i januar 2003 af Brøndby for 15 millioner kroner, tog de seks måneders ophold i bilbyen lysten til at spille i Tyskland fra ham.

Han fortæller om grusomme overfald på træningsbanen i Wolfsburg. Holdkammerater der sparkede hinanden ned til træning for at komme på hold og få del i de eftertragtede bonusser. Og en træner der accepterede det.

- Det hørte sig til, mente han. Jeg har altid spillet for sammenholdet og for sjov. Det fandt jeg ikke i den tyske kæft, trit og retning.

Det bærer vel bare til den fornemmelse, som det brede publikum har af Peter Madsen. For blød til fodbold - men i virkeligheden er Peter Madsen vel egentlig bare det typisk danske fodboldbarn af 80ernes dynamithold?

Det kan godt være, vi ikke vandt VM ’86, men vi spillede mest sexet, og den arv har fulgt dansk fodbold siden. Det er dynamitholdet, der tales om, når nutidens landshold skal vejes og vurderes og mindre ’92 triumfens mere kalkulerede fodbold.

Som årgang ’78 er det naturligt, at Peter Madsen er influeret af kongstanken om, at rigtig fodbold skal flirte med kunst og ikke bare være en stringent inderside sat ind i et tomt mål efter en knastør kontra.

At et mål ikke bare skal være et mål, og resultatet ikke helliger midlet. Det er vejen derhen, der er den fascinerende, og et mål synes af mere, hvis det scores med hælen eller sættes ind, efter at tre modstandere er sat af og roder rundt i en bunke.

- Jeg har desværre haft en tendens til altid at søge at gøre det sværest mulige i situationen. Nogle gange går det godt, så er man en helt. Andre gange går det ikke godt, så er man en klovn. Det er sådan, jeg er. Det skal være sjovt at spille fodbold. Det skal rumme livskvalitet, siger han.

Det blev ikke til den store afsked på Brøndby Stadion. I stedet blev det til en sidste kamp som reserve for Lyngby mod netop Brøndby. Det er han ikke ked af. For at han sluttede i Lyngby, handlede om at være tro mod sig selv og sine egne værdier - både som menneske og sportsmand.

- Det var derfor, jeg var villig til af to omgange at gå meget ned i løn for at komme til at spille mit sidste halvandet år i Lyngby. Det gjorde ikke så meget, at jeg ikke fik så meget spilletid, men her var der en god og forstående træner. Jeg kunne gøre en forskel for de unge, og der var den der foreningsfornemmelse, hvor folk hjælper hinanden. I Lyngby blev det igen sjovt at tage til træning, det var det ikke i Brøndby.

Det er slut med træning for Peter Madsen, magien afløses af jura. Vi vender interviewet flere gange, og han beder mig afslutte det med en form for konklusion over, hvorvidt det er godt eller dårligt at være en type som Peter Madsen. Det kan man ikke.

Man kan ikke gøre sig til dommer over en mand, der har fulgt sit hjerte.