Pelé mener, at de brasilianske verdensmestre fra 1970 var bedre end Spanien verdens- og europamestre.
Spanien genvandt søndag europamesterskabet, og da landet også er regerende verdensmester i fodbold, så har der været mange, der har spurgt: Er dette spanske hold det bedste i verden nogensinde?
En mand er ikke i tvivl.
Pelé mener, at de brasilianske verdensmestre i 1970 var bedre end dagens spanske hold. I VM-finalen i 1970 vandt Brasilien - med Pelé på holdet - VM med en finalesejr på 4-1 over Italien.
- Vi havde bedre spillere mand-for-mand. Spanien har to-tre fænomenale spillere, men vi havde mange flere, siger Pelé ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters.
- Holdet fra 1970 satte en standard, som alle andre måler sig imod, mener manden, der af en hel del mennesker ses som verdens bedste spiller nogensinde.
Den nu 71-årige Pelé er dog ganske imponeret af nutidens spanske mandskab.
- Det er en stor fornøjelse at se dem spille. Det spanske hold er ganske uden tvivl det fodboldhold, jeg har nydt at se mest igennem de sidste par generationer, siger Pelé.








