Den amerikanske højreback skifter fra FC Nordsjælland til Augsburg i Bundesligaen
Det har længe ligget i luften, at FC Nordsjælland-backen Michael Parkhurst ville søge mod nye græsgange efter denne efterårssæson, og nu er amerikanerens fremtid på plads.
Michael Parkhurst skal fremover optræde for Augsburg i Bundesligaen. Det bekræfter FC Nordsjælland på sin hjemmeside.
- Allerede da vi forlængede med Mike, vidste vi, at hvis hans fremgang fortsatte, ville han søge videre til en større liga ved kontraktens udløb. Mike har gjort et fremragende stykke arbejde i FC Nordsjælland, hvor han har været med til at føre klubben til pokaler, medaljer og et mesterskab. Også uden for banen har Mike bidraget betydeligt. Samtidig har han udviklet sig som fodboldspiller, og det er glædeligt at han nu får nogle af sine ambitioner opfyldt ved at spille i én af verdens stærkeste ligaer. Vi ønsker ham al muligt held og lykke i Tyskland, siger FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen i en pressemeddelelse.
Michael Parkhurst har været i FC Nordsjælland siden januar 2009 og skal altså nu prøve kræfter med Bundesligaen, hvor Augsburg lige nu kæmper for overlevelse i bunden af rækken.
tipsbladet.dk









