Sporten.dk ser nærmere på de otte hold, der i morgen ligger i bowlen, når der trækkes lod til Champions League-kvartfinalerne
REAL MADRID
Denne sæson er José Mourinhos afskedssalut som Real Madrid-træner, og det ville ligne portugiseren dårligt, hvis ikke han gør et brag ud af den. Mourinho har allerede vundet Champions League med FC Porto og Inter. Efter en turbulent sæson vil det massere Mourinhos ego gevaldigt, hvis han blive den første nogensinde til at vinde turneringen med tre klubber. Real Madrids sæson blev reddet af tre kampe på en enkelt uge: to sejre mod FC Barcelona og triumfen på Old Trafford mod Manchester United i ottendedelsfinalen. Holdet har fået gang i Luka Modric på midtbanen, mens den unge franskmand Raphaël Varane også er indtrådt i en nøglerolle i midterforsvaret. Men det er naturligvis Cristiano Ronaldos (billedet) 26 mål i lige så mange optrædener, der skal sparke Real Madrid mod titlen.
FC BARCELONA
Træner Tito Vilanova er tilbage på sidelinjen til FC Barcelonas kvartfinaler, men tirsdag aften virkede han ikke synderligt savnet. Her leverede Barcelona nemlig en sand fodboldeksplosion, da AC Milan blev skilt ad og sendt tilbage til Italien med et 0-4-nederlag i ottendedelsfinalen, og nu er der ikke længere nogen, der råber krise, når det gælder Barcelona. David Villa er tilbage som fast mand i startopstillingen hos Barcelona, og det giver fornyet dybde at have en ægte angriber på holdkortet. Samtidig fortsætter Lionel Messi (billedet) sin ufattelige målform med 56 scoringer for klub- og landshold. Senest lynede han som bekendt to gange på Camp Nou mod AC Milan. Spørgsmålet er, om FC Barcelona bliver endnu bedre efter Tito Vilanovas tilbagevenden.
Det går forrygende for Bayern München. Klubben har i deres seneste 25 kampe blot tabt to kampe og spillet to uafgjorte, og tyskerne ser dødsensfarlige ud. Efter sidste års smertelige nederlag på straffespark til Chelsea i Champions League-finalen hjemme på Allianz Arena er Jupp Heynckes’ mandskab tørstige efter at vinde trofæet på Wembley. Mario Mandzukic og Thomas Müller har været to af Bayerns stærkeste offensive kort, mens Javi Martinez som balancespilleren på midtbanen har været et sikkert bolværk. Men forklaringen på Bayerns succes skal også findes i form af Franck Riberys (billedet) storspil samt brasilianske Dantes fine form i midterforsvaret. Sydtyskerne ekspederede Arsenal ud af Champions League – takket være efter en kraftpræstation ude på Emirates Stadium.
BORUSSIA DORTMUND
Dortmunds sæson er på vej til – på ukarakteristisk vis – at ende helt uden titler. Jürgen Klopps mandskab har vundet Bundesligaen de to seneste sæsoner og er desuden forsvarende pokalmester. Men i år har Bayern München slået Dortmund ud af den tyske pokalturnering og er gået solo i Bundesligaen med 20 point ned til de gulklædte. Det efterlader Dortmund med fuldt fokus på Champions League, hvor holdet ekspederede Shakhtar Donetsk ud af ottendedelsfinalen med 2-2 i Ukraine og 3-0 hjemme. Med en frygtindgydende frontkvartet bestående af Marco Reus, Mario Götze, Jakub Błaszczykowski og Robert Lewandowski (billedet) kan Dortmund volde alle hold problemer. Dortmund-spillerne er lynhurtige i omstillingsspillet og aggressive i deres genpres og kan i spillestil minde om en gensplejsning mellem Barcelona og Real Madrid.
Juventus anses som en af outsiderne til dette års Champions League-trofæ, og det er der flere gode grunde til. Klubbens træner, Antonio Conte, har formået at skabe effektiv totalfodbold gennem en 3-5-2-formation, der igen og igen har voldt modstanderne problemer. Både internationalt og i den hjemlige liga, som holdet fører komfortabelt. Sejrsgangen i Serie A udgør en anden årsag til potentiel succes for Torino-mandskabet i den kommende kvartfinale i Champions League. For med ni points forspring til Napoli som nærmeste forfølger, kan Juventus tillade sig at spare profilerne op til de afgørende prøvelser i Europa. I denne sidste fase spiller erfaring ofte en nøglerolle, og det har Juventus rigeligt af Gianluigi Buffon og Andrea Pirlo som de mest toneangivende af veteranerne.
PARIS SAINT-GERMAIN
Zlatan Ibrahimovic (billedet) har karantæne i den første kvartfinale efter sin hjerneblødning mod Valencia, og uden svenskeren kan franskmændene få problemer mod en kvalitetsmodstander, som de uundgåeligt kommer til at møde. Paris Saint-Germain imponerede ikke i de to opgør mod Valencia, og træner Carlo Ancelotti har stadig nok at gøre med at få holdet spillet sammen. Godt hjulpet af Zlatan Ibrahimovic’ 24 sæsonmål i den hjemlige liga fører de nyrige parisere alligevel Ligue 1 med fire point ned til Lyon. Mens svenskeren er på vej mod at vinde sit niende mesterskab i fem forskellige ligaer, jagter han stadig sin første Champions League-titel, og han skal håbe, at holdkammeraterne kan skabe et godt udgangspunkt, inden han vender tilbage i anden kvartfinalekamp.
Galatasaray oprustede kraftigt i vinterpausen, og det kommer også til udtryk i Champions League. Tyrkerne sparkede i en rasende spændende ottendedelsfinale Schalke 04 ud af Champions League med en 3-2 sejr i Gelsenkirchen, og Galatasaray gik videre med 4-3 samlet. Didier Drogba og Wesley Sneijder (billedt) er blevet hentet til Istanbul, og særligt den hollandske playmaker har efter lidt tilvænningsproblemer fået en nøglerolle som 10er i Fatih Terims 4-3-1-2-system. Drogba har blot lavet ét mål siden skiftet til Galatasaray, men ivorianeren har også fortsat strabadserne fra African Cup of Nations i benene. Det gør nu ikke så meget, for Drogbas angrebsmakker, topscorer Burak Yilmaz, har med 23 sæsonmål markeret sig flot i front for Galatasaray. Med otte Champions League-mål er Yilmaz også tyrkernes håb i kvartfinalerne.
MALAGA CF
Hvis Málaga skal have succes i Champions League, er det sidste chance i år. Klubben er nemlig udelukket fra al europæisk fodbold i næste sæson på grund af gældsudeståender med både skattemyndighed og ansatte. På grønsværen har 20-årige Isco (billedet) været en af sæsonens helt store oplevelser i Spanien. Den offensive midtbanespiller vurderes som ét af de største salgsobjekter i Europa, og Málaga tvinges formentlig til at sælge, da man ikke kan tilbyde Isco Champions League-fodbold. Ud over Isco er holdet fyldt med gammelkendte navne som de to tidligere Bayern München-spillere Roque Santa Cruz og Martin Demichelis samt brasilianske Julio Baptista. Málaga slog Porto ud i Champions Leagues ottendelsfinaler efter 0-1 i Portugal og 2-0 hjemme på Estadio La Rosaleda i Málaga.







