Den tidligere AGF-træner mener ikke, det er tilfældigt, at AGF er på vej mod nedrykning
Ove Pedersen prøvede for to sæsoner siden at rykke ned med AGF. Siden fik han vendt skuden og samlet klubben op igen. Da Ove Pedersen forlod AGF for halvandet år siden havde han opbygget et stærkt fundament bestående af mange unge spillere med stort potentiale, der var klar til at tage et stort ansvar i AGFs fremtid.
Nu ligner AGF igen en nedrykker, mens Ove Pedersen har sendt Esbjerg på bronze-medalje kurs, og den tidligere AGF-træner har svært ved at forstå, hvorfor det er gået så galt i Århus.
- Selvfølgelig er jeg overrasket. Det er horribelt, hvad der er sket med AGF. Især når man tænker på, at de har haft den stærkeste trup, siden de vandt medaljer under Peter Rudbæk i 1996. Jeg har svært ved at forklare nøjagtigt, hvad der er gået galt i AGF, men når man har set deres sidste seks-syv kampe, så er det tydeligt, at resultaterne ikke er tilfældige, siger Ove Pedersen til sporten.dk
Esbjerg-træneren har fra sidelinjen set, hvordan AGF er famlet og faldet helt sammen efter en god start i efteråret.
- Da jeg forlod klubben var jeg sikker på, at AGF ville spille en stor rolle i ligaen igen. De havde mange unge spillere, som havde det rette format, og de lavede samtidig nogle rigtige gode spillerindkøb. Så det er simpelthen uforståeligt, hvad der er gået galt. Det tror jeg, at man er nødt til at være inde i klubben for at kunne svare på, lyder det fra Ove Pedersen.
Er det Erik Rasmussens skyld?
- Jeg kan godt forstå dit spørgsmål, men jeg kan simpelthen ikke give noget entydigt svar. Det eneste jeg kan sige er, at når man har set deres kampe i foråret og de sidste seks kampe før vinterpausen, så er resultaterne ikke tilfældige, siger Ove Pedersen.
Om Esbjerg og bronzechancerne er der stor optimisme at spore hos Ove Pedersen efter torsdagens 4-0 sejr over Silkeborg.
- Vi har nu spillet syv kampe uden nederlag, og mod Silkeborg viste vi noget af det spil, som gjorde vores efterår så succesfuldt. Det er vigtigt med stor selvtillid før de sidste to kampe. Jeg er også godt tilfreds med, at vi har nået vores målsætning om at ende i Top 6. Det var der mange, der grinede af, fordi vi lå i bunden i sidste sæson, siger Ove Pedersen.
Esbjerg møder Sønderjyske på søndag og FC Nordsjælland i sidste spillerunde.








