Bendtner eller Cornelius? Koryfæerne peger på Nicklas Bendtner som starter mod Bulgarien trods manglende kampform
Det er Morten Olsens helt store dilemma op til morgendagens vigtige VM-kvalifikationskamp mod Bulgarien. Skal han holde fast i Nicklas Bendtner, der blot har spillet 10 minutter i en turneringskamp siden EM-slutrunden, eller skal han satse på kometen Andreas Cornelius ( herunder) med 10 mål i 12 kampe i Superligaen?
Olsen har ikke noget valg, hvis man spørger en række landsholdskoryfæer, der både har spillet under Morten Olsen og kender alt til mekanismerne i topfodbold. Nicklas Bendtner skal spille i en så vigtig udekamp i en heksekeddel i Sofia.
Rutinen er altafgørende, og Bendtner vil samtidig være topmotiveret for at vise alle, at han er i topform og god nok til at spille i Juventus. Sådan lyder konklusionen fra de tidligere landsholdsspillere, sporten.dk har talt med op til kampen.
Men de anerkender samtidig Andreas Cornelius som et reelt alternativ til Bendtner, og at man godt kunne bruge hans skarphed og selvtillid i de kommende to kampe mod Bulgarien og Italien. I sidste ende er det dog udelukkende Olsen, der bestemmer, hvem der skal bombe for Danmark i morgen aften.
NICLAS JENSEN, 62 A-landskampe
Hvem skal Morten Olsen stille med i front mod Bulgarien?
- I min optik er det fuldstændig åbent. Det ligger jo umiddelbart mest til Nicklas Bendtner. Han har prøvet det før, og han kender systemet bedre. Det skal man ikke undervurdere. Men kampformen er naturligvis et problem. Man kan sagtens forsvare at spille med Cornelius, for han kommer med en masse selvtillid og har virket uimponeret. På nuværende tidspunkt mangler Cornelius dog stadig en del, som Bendtner har, men det er positivt at vi endelig har et reelt Bendtner-alternativ.
JOHN SIVEBÆK 87 A-landskampe
Hvem skal Morten Olsen stille med i front mod Bulgarien?
- Nicklas Bendtner spiller. Han har spillet en masse gode kampe på landsholdet, og kender jeg Morten Olsen ret, så skal han nok få ham skarp til kampen. Jeg forstår godt, at der er et dilemma, men nu gror træerne altså ikke ind himlen, og man har brug for den erfaring, Bendtner besidder til sådan en stor kamp. Man kan jo starte ud med Bendtner for fuld skrald i en times tid, og så kan han afløses, når han er kørt træt. For selvfølgelig har han ikke formen til en hel kamp på det niveau. Cornelius er endnu for uprøvet.
HENRIK LARSEN, 39 A-landskampe
Hvem skal Morten Olsen stille med i front mod Bulgarien?
- Det er et kæmpe dilemma for Olsen. Jeg tror, at Morten Olsen beslutter sig, når han har set Nicklas Bendtner i en række træninger. Hvis han virker skarp, så spiller han. Jeg tror, at Olsen hælder til Bendtner, og så må han se, hvor længe han kan spille op til sit maksimale. Jeg synes, det er et problem, at han dårligt nok har fået kamptræning siden EM. Jeg tror ikke, at man skal være bange for at give Andreas Cornelius chancen, hvis Bendtner er uskarp. Han har lige præcis den selvtillid, som en angriber har brug for
JAKOB FRIIS-HANSEN, 19 A-landskampe
Hvem skal Morten Olsen stille med i front mod Bulgarien?
- Nicklas Bendtner kan sagtens gå ind og levere en kanon første halvleg. Han har noget at bevise over for alle. Men hvis Bendtner får en dårlig start på kampen, og ikke rigtig er med i det første kvarter, så kan man lige så godt pille ham ud i pausen. Jeg kan selv huske fra min tid, at man skal være i god form for at komme ordentlig ud til anden halvleg, efter adrenalinet er faldet ned i omklædningsrummet. Cornelius er et fantastisk alternativ. Han kan overraske bulgarerne, fordi de slet ikke kender ham.
MARTIN LAURSEN, 53 A-landskampe
Hvem skal Morten Olsen stille med i front mod Bulgarien?
- Jeg tror, at ugens træning har meget at sige. Hvis Bendtner har vist, at han er skarp og i god form, så spiller han uden tvivl. Men hvis han ikke kan ramme målet, og i det hele taget virker sløset, så skal Morten Olsen satse på Andreas Cornelius. Jeg har på fornemmelsen, at Bendtner spiller og gør det rigtig godt. Jeg kan selv huske, da jeg var ude i kulden i Milan, så var jeg ekstra motiveret, når jeg spillede for landsholdet. Det er ikke let at spille sådan en udebanekamp, og der er Cornelius stadig uerfaren.
MICHAEL LAUDRUP, 104 A-landskampe
Hvem skal Morten Olsen stille med i front mod Bulgarien?
- Jeg vil være helt ærlig og sige, at jeg ikke kan svare på det. For jeg har aldrig set Andreas Cornelius spille, og jeg kender slet ikke Nicklas Bendtners form. Men jeg synes, det er positivt, at landsholdet har to rigtig gode angribere at vælge imellem.
JACOB LAURSEN, 25 A-landskampe
Hvem skal Morten Olsen stille med i front mod Bulgarien?
- Olsen skal helt klart vælge Bendtner fra start. Bendtner har vist mange gange, at han er bedst under pres, og det er han nu. Jeg er ikke så bekymret for, at han ikke har spillet meget for Juventus, så længe han er i god fysisk form. Han har masser af landsholdserfaring, og når han skal levere, så gør han det.
ALLAN NIELSEN, 44 A-landskampe
Hvem skal Morten Olsen stille med i front mod Bulgarien?
- Vi ved, hvad Nicklas Bendtner står for, og hvad han kan levere. Morten Olsen har helt sikkert under træningen i ugen set indikationer af, hvor skarp Bendtner er. Jeg synes egentlig kun, at Bendtner på nuværende tidspunkt med de få spilleminutter i Juventus er et lille hak foran Andreas Cornelius. Jeg synes, Cornelius er fænomenal, og han har en fantastisk selvtillid. Han sparker alt ind i øjeblikket. Men hans største minus i forhold til Bendtner er nok, at han er uerfaren, og det betyder meget i en kamp i Sofia.















