Landstræneren er godt tilfreds efter en træningssamling med høj intensitet og uden skader.
Morten Olsen glæder sig over, at han har haft en usædvanligt god træningslejr inden Islandskampen, hvad skader angår, men til gengæld fastslår han også, at det har været strengt nødvendigt for at spille et nyt hold sammen på rekordtid.
- Vi har meget hurtigt skulle binde et helt nyt hold sammen. Jeg husker, at da jeg selv og flere andre fra "det gamle landshold" stoppede samtidig efter EM i 1988, gik der otte år, før landsholdet igen kvalificerede sig til en slutrunde. Så lang tid har vi ikke nu, understreger Morten Olsen og fortsætter på det sidste pressemøde i Helsingør inden EM-kampen mod Island:
- Jeg kan dårligt huske, hvornår vi senest har haft alle til rådighed til samtlige træninger i en hel uge. Det har givet god intensitet og høj kvalitet i de seks-syv træninger, og vi har lært meget og har set, at nogle passer bedre ind på holdet end andre. Vi kan ikke garantere en flot fodboldkamp med så mange nye, og vi forlanger god tålmodighed af os selv, men der er en flot entusiasme i truppen, og vi er sultne. Vi ved, at vi skal ud og vinde den kamp, og vi glæder os vitterligt til denne opgave, siger Morten Olsen.
Efter skuffelsen ved VM, som Daniel Agger kort og tørt erkender, stadig gør ondt, er det tid til en ny turnering – og en ny start for landsholdet.
- Det er et nyt kapitel og den første af kun otte kampe i EM-gruppen. Jeg håber på at starte med tre point mod Island, så vi ligesom i seneste kvalifikationspulje kommer godt fra start. Jeg så kampen mellem Island og Norge, og det var en meget lige kamp mellem to fysisk stærke hold, og Island har nogle gode unge spillere, så det bliver ikke nogen nem kamp. Men det er selvfølgelig en kamp, vi skal gå ud for at vinde. Vores mange nye spillere kommer med forskellige kompetencer, og en af dem er, at der er mange teknisk gode spillere imellem, og det får vi forhåbentlig glæde af mod Island, siger den nyudnævnte landsholdsanfører Christian Poulsen.
- Jeg kan huske, hvordan det var, da jeg selv var ny på et hold. De yngtse og de nyeste kommer med en stor energi og vil ind og bevise, at de hører til på holdet. Det giver en masse til os andre, og vi kan mærke det på landsholdet. Samtidig skal vi så give noget til de nye, fortæller Daniel Agger.









Island - Norge 2-1
Danmark - Island 1-0
Norge - Portugal 1-0
Sitat Morten Olsen:
"Island er bedre enn Norge"