Selvom ligalandsholdet ikke imponerede i 0-0 kampen mod Sydkorea, var landstræner Morten Olsen godt tilfreds med det han så.
Danmarks ligalandshold var heldige med at holde 0-0 i en kamp, hvor sydkoreanerne kom frem til en lang række chancer, som en velspillende Jonas Lössl i målet tog sig af. Lyngbys Emil Larsen var tættest på en dansk scoring, da han fik bolden over stregen i første halvleg, men fejlagtigt fik underkendt målet for en forkert dømt offside.
Jakob Poulsen havde i starten af kampen også et godt skudforsøg udefra, som blev bokset over mål, men ellers var der langt mellem de danske muligheder.
På en bane med spredt græsvækst er det svært at spille fodbold. I hvert fald den slags Morten Olsen gerne vil se.
Derfor var han heller ikke overrasket over, at det danske spil ikke hang særligt godt sammen, da han efter 0-0 kampen mod Sydkoreas OL-landshold ved Kings Cup i Thailand udtalte sig om indsatsen til 3+:
- Vi spiller på den bane, som vi nu engang gør, og det er en del af årsagen til, at vi ikke kommer frem til så mange målchancer. Vi ville have fået flere chancer på et plant tæppe. Vi kunne have spillet mere henholdende, som vores modstander i dag gør, men det gør vi ikke, sagde landstræneren med eftertryk, så der ikke var nogen tvivl om, at ligalandsholdet selvfølgelig også skal spille boldbesiddende fodbold med angreb over kanterne.
Olsen kunne godt se lyspunkter i det danske spil, selvom præstationen udmiddelbart ikke var imponerende:
- Der er en god forståelse mellem spillerne. Vi spiller mod et hold, der fysisk er længere fremme end os. Jeg synes, at vi har mange gode præstationer, en god målmandspræstation, sagde landstræneren og fremhævede dermed Jonas Lössl, der med sine mange gode redninger sørgede for, at Danmark trods alt reddede uafgjort mod Sydkorea.
Efter 1-1 mod Norge og 0-0 mod Sydkorea i dag er der kun en kamp tilbage til Danmark i Kings Cup-turneringen. På lørdag møder ligalandsholdet værterne fra Thailand.








