Morten Olsen forstår ikke, hvorfor hans træner-kollega i franske Evian har valgt at bænke den danske landsholdskeeper.
Under EM var Stephan Andersen en af profilerne på det danske hold. Han leverede adskillige klasseredninger i de tre kampe i gruppespillet, og Peter Schmeichel satte endda sin arvtager ind i målet, da han satte sit hold med EMs bedste spillere.
Men EM-indsatsen har åbenbart ikke været nok til at overbevise Andersens træner i Evian om, at danskeren fortsat er værd at satse på som førstekeeper. Den tidligere Brøndby- og Charlton-keeper måtte i hvert fald se sig vraget i weekenden til turneringspremieren mod Bordeaux - en kamp som Evian i øvrigt tabte 2-3. Den danske målmand, der med sin EM-indsats har manifisteret sig som landsholdets førstekeeper, er så skuffet over vragningen, at han vil væk fra Evian.
Landstræner Morten Olsen udtrykker også forbløffelse over, at Andersen er blevet sat på bænken i den franske alpeklub:
- Ja, det tør siges, siger Olsen, der var vidende om, at Stephan Andersen var reduceret til reservekeeper inden turneringspremieren.
- Det har han været i længere tid. Men det kan ikke have noget at gøre med hans fodboldsmæssige kvalifikationer, konstaterer landstræneren tørt og antyder dermed, at Evian må have en anden dagsorden med at fravælge Andersen som nummer et.
Olsen vil dog ikke uddybe sin teori om årsagen til Andersens degradering:
- Ellers har jeg ikke mere at tilføje til min kollegas valg.
Stephan Andersen forventes at starte i målet ved test-landskampen mod Slovakiet, der spilles på TRE-FOR Park i Odense onsdag aften.








