Hvis Simon Makienok vil udvikle sig til en landsholdsangriber, skal han væk fra HB Køge, mener landstræneren.
Den danske landstræner, Morten Olsen, har opdaget, at HB Køge spiller en omgang fodbold, som han kan lide det, men desværre for Simon Makienok spiller holdet bare ikke på et højt nok niveau. Og derfor bør han overveje et klubskifte i den nærmeste frem tid.
- Vi ved alle sammen, at han - uden at sige noget dårligt om HB Køge - på et eller andet tidspunkt skal til en bedre klub, siger Morten Olsen til Politiken.
En af de ting, som den unge angriber skal arbejde med, er førsteberøringerne, når som den dybe angribe trækker ned i banen for at deltage i opspillet.
- Men han ved godt, hvad han skal. Det har vi set på træningerne i Thailand, ligesom vi så det, da U21-landsholdet var i Dubai sidste år, hvor vi havde kig på ham første gang, siger landstræneren.
Og der er kun en ting, der virker, hvis Simon Makienok skal udvikle sig.
- Det er kun at gentage det hele tiden til træning. I Superligaen får du et sekund mere at reagere på, end du får over for bare sådan nogle spillere her (eksempelvis de sydkoreanske, som ligalandsholdet mødte under Kings Cup i Thailand, red.), som er hurtige på fødderne. Hvis du skal videre, hvis du skal op på næste hylde, skal den udførelse være hurtigere og bedre, siger Morten Olsen.
På ligalandsholdets tur fik Simon Makienok vist sig godt frem, da han scorede to mål. Men han fik også lært en masse.
- Jeg har fået en masse input af Ebbe Sand, der som gammel utrolig god angriber ved, hvad der skal til. Det tager jeg med hjem i klubben for at blive endnu bedre til førsteberøringen, at rykke fri af sin mand og komme i feltet og feltet og foretage de rigtige løb, siger Simon Makienok til Politiken.
Der har været sagt og skrevet meget om hans fremtid, og han er flere gange rygtet til Brøndby, men hovedpersonen selv har ikke hørt noget om et eventuelt skifte, så indtil videre bliver han hos Superligaens bundprop.
- Jeg har godt læst, at andre klubber er interesseret i mig, men jeg har ikke selv hørt noget konkret, siger den 21-årige HB Køge-spiller.
Simon Makienok har flere gange været nævnt som en mulig reserve for Nicklas Bendtner til sommerens EM-slutrunde, og han håber på, at han er i betragtning til en plads.
- Når man er med ligalandsholdet, må man jo være inde i overvejelserne - og alene det er da fedt at vide. Hvis man har ambitioner, er den slags jo en af grundene til, at man spiller fodbold.
- Men det er ikke kun på sådan en tur man bliver bedømt, men også på det det, man præsterer, når man kommer hjem, slutter Simon Makienok.









