Morten Olsen ser bort fra flere stamspillere til venskabskampen mod Slovakiet.
EM er akkurat overstået, før landsholdets næste opgave står for døren. I næste måned venter den første kvalifikationskamp mod VM i Brasilien, når Tjekkiet gæster Parken 8. september.
Tjekkernes naboer Slovakiet skal i næste uge agere sparringspartner for Danmark på Tre-For Park i Odense - her skal Morten Olsen se de rød-hvides form an før mødet med Tjekkiet, der bliver en nøglekamp i den danske gruppe.
Danmark skal formentlig slås med Italien og Tjekkiet om førstepladsen i kval.-puljen - med Armenien som gruppens outsider.
Og landstræneren har panderynker. Syv spillere fra EM-truppen er siet fra blandt andre stamspillerne Simon Poulsen og Simon Kjær. Derudover er der stort spørgsmålstegn ved Nicklas Bendtner. Det afgøres først den 27. august om angriberen er i karantæne mod Tjekkiet som følge af den ene spilledags karantænestraf, han pådrog sig ved at vise Paddy Power-underbukserne i kampen mod Portugal i Lviv under EM.
- Vi må forberede os på forskellige scenarier, siger Morten Olsen.
- Vi er midt i en transfertid, og flere af spillerne har ikke fundet en ny klub og holder selv formen ved lige. Det gælder for Kjær og Poulsen, der er hjemme hos familien. Vi kender deres værd, så vi behøver ikke se dem mod Slovakiet, siger Morten Olsen.
- Vi ser også bort fra Dennis Rommedahl, efter mere end 100 kampe, så har han ikke noget at bevise, så lad ham nu få lidt spilletid med Brøndby og komme godt i gang igen, siger Morten Olsen. Bendtner får halvleg Han har indkaldt typer som Kasper Lorentzen, Lasse Schøne og Niklas Helenius som supplement til Nicklas Bendtner helt fremme.
- Vi har aftalt Bendtner får en halvleg mod Slovakiet, og derefter må vi se. Der er forskellige muligheder, eftersom vi først udtager truppen mod Tjekkiet 28. august. Vi skal være forberedte på at kunne spille uden Bendtner, siger han. Akkurat som Simon Kjær og Simon Poulsen så jagter Nicklas Bendtner ny klub, men Morten Olsen forsvarer udtagelsen af angriberen med, at Bendtner trods alt træner med i Arsenal.
- Der har været en del tøven fra Arsenals side omkring, hvad de vil med Bendtner. Så er han blevet lejet ud, så ville de satse på ham og nu sælge ham. Jeg er sikker på, han bliver solgt inden for en måned, og jeg kan se Bendtner i ligaer som Bundesligaen, La Liga eller i en anden Premier League-klub.
Den største kanin i Morten Olsens landsholdshat stryger direkte ind som alderspræsident. FC Nordsjællands spillende mentor, 36-årige Nicolai Stokholm - der står noteret for to landskampe, den seneste i 2006 - er udtaget.
- Vi udtager dem, der er bedst her og nu, og han er den bedste i dansk fodbold på pladsen og var faktisk i spil til EM, forklarer han.
Desuden er AaBs Nicklas Helenius, FC Midtjyllands Jesper Juelsgaard og Sønderjyskes Lasse Vibe nye ansigter i truppen i forhold til EM-kampagnen. Danmark møder Slovakiet onsdag i næste uge.









