Landstræner Morten Olsen mener ikke, at Agger bør spille back i Liverpool
Daniel Agger sluttede Premier League-sæsonen i venstre forsvarsside, og der kan han starte den kommende.
I de sidste fem kampe af sæsonen 2009/2010 optrådte Daniel Agger som venstre back, og i torsdagens Europa League-opgør mod Rabotnicki gjorde han det samme.
Men Liverpool skal huske, at han er midterforsvarer, mener landstræner Morten Olsen.
- Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis han skal spille venstre back i Liverpool, men det er jeg også sikker på, at han ikke skal. Alle ved, at Daniel Agger ikke er nogen venstre back, siger Morten Olsen til sporten.dk
Aggers nye manager, Roy Hodgson, arbejder også på at finde en ny venstre back, efter at Emiliano Insúa er blevet solgt, og Fabio Aurelio har forladt klubben.
- Jeg håber, at vi kan finde en ny spiller. En af prioriteterne er at finde en erstatning, siger Roy Hodgson.
Det var Liverpools tidligere manager, Rafael Benitez, der først så ideen i at placere den danske forsvarsprofil på positionen.
- Han spiller venstre back, fordi vi ikke har andre på den plads til rådighed lige nu, men fremtiden for Daniel Agger er ikke at spille der, sagde Benitez i april.
Alligevel er Daniel Agger blevet hængende på den uvante position og startede således Roy Hodgsons første betydningsfulde kamp som venstre back. Det er sandsynligvis kun en stakket frist, siger journalist Paul Joyce, der dækker Liverpool for Daily Express.
- Klubben kigger på en løsning på venstre back. Men pengene er små, og der er ingen garanti for, at Daniel ikke fortsat kommer til at vikariere der i den kommende sæson, siger Paul Joyce.
Selv har Agger udtalt sig i positive vendinger om vikartjansen.
- Det er altid svært at skifte position, men jeg måtte bare gøre mit arbejde. Det var en god oplevelse, og jeg nød det, har Agger tidligere sagt.
Om han fortsat er lige så optimistisk, tvivler Morten Olsen på.
- Det er selvfølgelig ikke dér, han føler sig bedst tilpas. Det er naturligvis ikke noget, jeg bifalder, hvis han skal spille fast som venstre back, men jeg tror heller ikke, at han selv bifalder det. Så det går jeg ikke ud fra, at han skal, siger Morten Olsen og tilføjer, at han ligeledes regner med, at Liverpool henter en ny mand til pladsen.
Liverpool-journalist Paul Joyce er også fortrøstningsfuld på Aggers vegne.
- Han har noget, de andre ikke har: evnen til at føre bolden frem. Han er en mand helt efter Hodgsons hoved, siger Paul Joyce.























HOLD NU OP MED AT PIVE. LFC betaler hans løn, ERGO LFC Bestemmer.
og er det så forfærdeligt at en spille kan benyttes på flere pladser, her mener jeg vi har mange gode midt stoppere men ingen venstre backs, og aggers offensive spil gør vel at han med lidt skoling kan blive en god venstre back..og ikke mindst få spilletid for han står vel klart bag Carragher og Skrtel