FC Nordsjællands midterforsvarer står tirsdag aften over for sine sædvanlige favoritter.
Normalt hepper FC Nordsjællands landsholdsforsvarer Jores Okore på Chelsea, når han ser Champions League i tv, men når han selv står over for de blå tirsdag aften, er sagen en helt anden. Selvfølgelig:
- Det er jo spillere og mennesker lige som os, så lige nu tænker jeg bare på, at vi skal slå dem, og at det bare er et hold, og efterfølgende kan man så nyde, at man har spillet mod et af sine favorithold. Det bare modspillere, og lige nu er det ikke mit favorithold, siger Jores Okore med et smil før den afsluttende træning i Parken.
Selvom han vidste en masse om sine favoritter fra alle de kampe, han har set, siden han som barn blev fan, har forberedelserne til kampen klædt ham endnu bedre på.
- Jeg har lært en masse om deres løbemønstre og den måde, de spiller på. De har fået en ny dimension, efter de har fået Hazard og Oscar, så der ligger tre bevægelige spillere lige bag Torres (den tredje er Mata, red.), så det er en udfordring, vi ser frem til at skulle løse, og det tror jeg også vi gør, siger Okore.






