Frank Arnesen har skiftet strategi. Han venter ikke længere på Morten Olsen, men på FC Basels træner.
Frank Arnesen overtager indtil videre selv jobbet som cheftræner i Hamburger SV.
Med den danske sejr på Cypern tyder alt på, at den danske sportsdirektør ikke får Morten Olsen som cheftræner, da Danmark sandsynligvis skal til EM. Enten som puljevinder, som bedste toer eller som vinder af play-off kampene.
Så nu har Frank Arnesen udset sig en anden mand til jobbet efter først at have fyret Michael Oenning og efter at have haft Rodolfo Cardoso som midlertidig cheftræner. Argentineren har ikke de nødvendige træner-licenser til at blive fastansat i Bundesligaen.
Frank Arnesen satser ifølge tyske Kicker i stedet på den tidligere Bayern München-angriber Thorsten Fink.
Han er engageret i FC Basel, der er regerende schweiziske mestre, og som er med i Champions Leagues gruppespil.
FC Basel har ladet forstå, at klubben ikke vil slippe Thorsten Fink, som på sin side også er stærkt interesseret i at fortsætte - i hvert fald indtil holdet bliver slået ud af Champions League.
Her er Thorsten Finks tropper kommet fint fra start. Holdet vandt hjemme over Galati fra Rumænien og fik uafgjort ude mod Manchester United - en kamp, som meget vel kunne være endt med tre point i stedet for et enkelt.
Derfor kan Frank Arnesen komme til at vente helt til vinterpausen, førend han kan finde en ny, permanent træner.
Til den tid kan det jo også være, at Morten Olsen bliver ledig. Det sker, hvis Danmark kommer i play-off kampene og taber.








