FC Barcelona genopfandt sig selv i tirsdagens 4-0 triumf mod AC Milan. Nu er catalanerne ikke dødkedelige længere.
Forfatteren Joakim Jakobsen havde en mærkelig oplevelse for godt et år siden.
Han stod på en sportsbar og så FC Barcelona spille Champions League-kvartfinale mod AC Milan. Han har været fan af Barcelona siden 1973, men undervejs i kampen opdagede han, at han faktisk stod og holdt med Milan.
Ved siden af ham på sportsbaren stod en italiensk Juventus-fan. Også han håbede, Milan ville slå Barcelona ud. Catalanerne var begyndt at dødkede dem begge.
- Der var gået for meget Playstation-fodbold i den. Det var så sukkersødt og så fint. Pludselig ville jeg bare se noget mandefodbold. Barcelona-spillerne er små, og de fik ufatteligt mange frispark. Jeg anerkendte, at det absolut var historiens bedste klubhold, men jeg var træt af det, fortæller Joakim Jakobsen.
Barcelona vandt kampen 3-1 på blandt andet to Lionel Messi-straffespark og gik videre til semifinalen.
Særligt under sidste års EM-slutrunde voksede antipatien mod den spanske tiki-taka-skole, hvor boldbesiddelse er alfa-omega.
Niels-Christian Frederiksen, fodboldkommentator på Canal 9 og forfatter, husker, hvordan folk gradvist begyndte at vende sig mod Barcelona-spillestilen uden en reel angriber, men med en masse små, fikse spillere, et hav af afleveringer på tværs og så dét afgørende dybdeløb.
- Det var ikke særligt direkte, og boldbesiddelsen var nærmest vigtigere end at score mål. Man skal altid høre om FC Barcelona, og jeg kan rigtig godt lide Kasper Hjulmand og Morten Olsen, men det er som om, at man er fuldstændig ukritisk. 'Man skal bare gøre som Barcelona', men i virkeligheden er det ikke altid det mest inspirerende fodbold at se på, siger Niels-Christian Frederiksen.
Og det kan være typisk dansk, at man ønsker at dukke den perfektion, som alt omkring Barcelona repræsenterede, specielt i Pep Guardiola-æraen.
- Barcelona er blevet en religiøs kult. Det irriterer danskerne. Vi er tilpas anti-autoritetstro til, at vi gerne vil sætte os op imod det alment anerkendte, og Barcelona har så længe været dominerende, siger Niels-Christian Frederiksen.
Han henviser blandt andet til den første af årets ottendedelsfinaler mellem FC Barcelona og AC Milan, hvor catalanerne havde 66 procent af boldbesiddelsen, men kun formåede at sende to afslutninger inden for målrammen og tabte kampen 2-0.
Tirsdag aften fik FC Barcelona så sin revanche. Mod AC Milan og mod kritikerne. Pludselig spillede Lionel Messi og co. i et rasende højt tempo med langt højere fokus på afleveringer på langs frem for på tværs.
De skilte AC Milan ad, et mandskab, der havde holdt Barcelona fra chancer i det første opgør, og de 21-foldige spanske mestre avancerede med 4-0 til Champions Leagues kvartfinaler.
- Det, jeg så i går, er det smukkeste, jeg tror, jeg har set et klubhold spille nogensinde. Den måde, de tager længdeaksen med, og når de får Messi retvendt mod målet... Der var langt mere luft i det, og det var slet ikke det statistiske spil, man er vant til, siger Joakim Jakobsen, forfatter og kulturredaktør på Weekendavisen.
Han lægger særligt mærke til, at Barcelonas vævre midtbanespillere ikke stod i hælene af hinanden for at kombinere centralt, som sædvanen har været.
- Pludselig har Xavi rum til at lægge fantastiske afleveringer over 15 meter frem for den sædvanlige halve meter. De der genialiteter bliver mere synlige. Det er som at skifte fra bordtennis til tennis.
Også Niels-Christian Frederiksen genvandt tirsdag aften begejstringen for det genopfundne FC Barcelona-mandskab.
- Jeg opfatter Barcelona som det stærkeste hold nogensinde, og man forventer måske også, at de spiller gudefodbold hver eneste gang. Men det er godt nok svært at spille hver gang med sådan et udtryk, som de gjorde i går aftes. Publikum på Camp Nou sidder normalt, som var det en klassisk koncert og siger ingenting, men i aftes var der så mange følelser. Det var kunst i én stor pærevælling, siger Niels-Christian Frederiksen.
