Landsholdsanføreren forhandler kontraktforlængelse med Liverpool, der kan gøre ham til den bedst betalte danske spiller i historien
Han var tæt på at blive historiens dyreste danske fodboldspiller, da de engelske mestre Manchester City bød lidt over 200 mio. kr. for ham.
Men nu må Daniel Agger »nøjes« med at blive den bedst betalte spiller i dansk fodboldhistorie.
Sporten.dk kan i samarbejde med den engelske avis Daily Express afsløre, at Liverpool og Daniel Aggers agent, Per Steffensen, har indledt forhandlingerne om en kontraktforlængelse. Den nye kontrakt bliver en guldrandet en af slagsen og ventes at indbringe Agger en årsløn på 36 mio. kr., der i så fald vil gøre ham til den bedst betalte danske spiller nogensinde.
Den 3. september slog Agger fast i et stort interview med Jyllands Posten, at han endnu ikke havde modtaget et kontraktudspil på en forlængelse, men der har siden været et indledende møde. Her har Liverpool gjort det fuldstændig klart, at man ønsker at forlænge med den danske forsvarer.
- Ingen kommentarer, siger Daniel Aggers agent, Per Steffensen.
Udspillet kommer ifølge sporten.dks oplysninger til at være næsten identisk med den forlængelse, som Aggers forsvarsmakker Martin Skrtel skrev under på i slutningen af august.
Liverpools ledelse ønsker at stille både Skrtel og Agger ens, og derfor ventes det, at Agger kan ende med en solid ugeløn på 700.000 kr. om ugen.
I øjeblikket tjener Agger omkring de 23 mio. kr. årligt, så der venter en pæn lønstigning, hvis parterne som ventet bliver enige.
Da Daniel Agger sidst var samlet med landsholdet i september måned, lagde han ikke skjul på, at han helst ville blive mange år endnu i Liverpool.
- Jeg har to år tilbage, så jeg tager det roligt. Hvis de så kommer med noget, må jeg kigge på det. Jeg vil helst blive. Men det er ikke mig, der har den beslutning i øjeblikket, det er klubben og dens ejer, sagde Agger.
Men Liverpool-manager Brendan Rodgers har nærmest krævet at få forlængelsen med Agger på plads hurtigst muligt, efter klubben i sommer med is i maven afviste to tilbud fra Manchester City, hvor det sidste rundede 200 mio. kr.
Også FC Barcelona viste interesse for Agger, men blev hurtigt afskrækket af priskravet.
Liverpool har gjort det til en prioritet at få forlænget med nøglespillerne og har allerede Martin Skrtel og Luis Suarez i hus. Nu er Daniel Agger den næste på blokken, og står det til manager Rodgers, så skal den på plads hurtigt, inden december måned igen vil afføde transferspekulationer omkring Agger.
:Daniel Agger kan med en årsløn på 36 mio. kr. stille sig solidt på skamlen som den bedst betalte danske fodboldstjerne, hvor Michael Laudrup og Peter Schmeichel aldrig nåede de økonomiske højder, der hersker i international fodbold i dag.
I aftes spillede Liverpool sin første gruppekamp i Europa League mod schweiziske Young Boys, som tidligere har ekspederet FC Midtjylland ud af turneringen.
Trods udebane vandt englænderne en målrig forestiling med 5-3, men Daniel Agger og andre stjerner som anfører Steven Gerrard, Luis Suarez og Martin Skrtel deltog ikke.
De blev sparet til den kommende søndags topbrag i Premier League mod arvefjenderne fra Manchester United.









