Den norske landsholdsspiller Vadim Demidov fortæller, hvordan han hyrede en tidligere lejesoldat for at løse en gammel konflikt.
Der eksisterer ingen åbenlys sammenhæng mellem topfodbold og lejesoldater, men i et tilfælde fra Norge blev de to forenet i en makaber sag.
Historien begyndte, da den norske midtstopper Vadim Demidov skulle foretage et skifte fra Hönefoss til Rosenborg tilbage i 2008. Agentfirmaet Sports Advice stod for forhandlingerne, og aftalen lød, at halvdelen af transfersummen skulle gå til den tidligere klub, mens resten skulle deles mellem agentur og spiller.
Sports Advice hævdede dog, at Demidov havde underskrevet en ny kontrakt, hvori det fremgik, at han gav afkald på sin halvdel og lod firmaet beholde det hele. En lodret løgn ifølge den lettisk fødte nordmand.
Derfor hyrede han Espen Lie, en tidligere lejesoldat der til norsk presse har erkendt at have slået mellem 117 og 132 mennesker ihjel. Lie blev hyret som inkassomedarbejder, men havde dog intet held med at få agentfirmaet i tale.
- Jeg har ikke truet nogen i denne her sammenhæng. Jeg forsøgte at løse konflikten, men ingen ville tale med mig, udtaler Lie til norsk presse.
Demidov spiller til daglig i denne sæsons overraskelse i Bundesligaen, Eintracht Frankfurt.









