Nicklas Bendtner stod nøgen på en mark for at tjekke, om en knogle stak ud et sted på kroppen, efter biluheld med 160 kilometer i timen.
VM-holdets største angrebsprofil Nicklas Bendtner er næsten altid smilende og i godt humør. Sådan var det ikke i september, hvor Arsenal-profilen kørte galt i sin Aston Martin med 160 kilometer i timen på vej til træning i London-klubben. Her var danskeren alvorligt bekymret for eget ve og vel.
- Min første tanke var at tjekke, om jeg var okay. Jeg sparkede sidespejlet af bilen og tog alt min tøj af. Jeg stod nøgen ude på marken og undersøgte mig selv op og ned ad ryggen med spejlet. Jeg kiggede over det hele, mens adrenalinen pumpede, for jeg vidste ikke, om der måske var en knogle, der stak ud, siger Nicklas Bendtner i et interview med magasinet Euroman.
- Da jeg kunne se, at alt, hvad der skulle være på plads, var på plads, tog jeg tøjet på igen. Fem minutter efter, at jeg havde fået underbukser, strømper og jeans på, kom en fyr hen og spurgte, om jeg var okay. Jeg svarede, at jeg havde det fint. Han sagde, at jeg burde sætte mig ned og slappe af, men jeg forklarede, at jeg havde det fint, og at han bare skulle ringe efter en ambulance, fortsætter danskeren.
Nicklas Bendtner fik fat i sine forældre og fik fortalt, at han var ok – og til Arsenal for at sige, at han nok blev lidt forsinket til træning.
Hjemme i Danmark fik farmand Thomas Bendtner sig noget af et chok, da Nicklas Bendtner ringede og fortalte om ulykken.
Thomas Bendter var lykkelig over, at den dyre sportsvogn beskyttede sønnen i ulykken, der skete med 160 kilometer i timen. Og faren fortalte dengang til B.T., at det var en rystet søn, han havde i røret.
- Nicklas fortæller, at der kom en bil ind foran ham, og at han var nødt til at undvige den for at undgå et sammenstød. Derfor drejer Nicklas skarpt til siden og undgår at ramme den anden, men ryger til gengæld ind over autoværnet og over i den anden side af vejen. Så han er rystet, men også meget lettet og føler, at han slap billigt i forhold til, hvor galt det kunne være gået, sagde Thomas Bendtner dengang til B.T.








