Nicolai Jørgensen ærgrede sig over, at Danmark ikke kunne score på nogle af de mange chancer mod Tjekkiet.
Danmark skabte mange chancer, men Morten Olsens udvalgte måtte nøjes med 0-0 mod Tjekkiet i Parken i København.
- Vi er skuffede. Vi ved godt, at vi skal vinde hjemmekampene i denne her pulje, så det er pisse-ærgerligt, sagde Nicolai Jørgensen fra FCK efter kampen til TV2/Sporten.
- Det var tydeligt, at tjekkerne kom efter at spille 0-0, så de gjorde det svært for os. Men vi har mange chancer. Jeg har selv en stor én, som jeg skal score på. Vi skal vinde denne her kamp, tilføjede Nicolai Jørgensen, der dog ikke mener, at resultatet 0-0 er katastrofalt i det videre forløb.
- Så længe vi ikke taber, er udgangspunktet stadigvæk godt. Men det er klart, at vi skal vinde mange af de næste kampe, sagde Nicolai Jørgensen.
Også Leon Andreasen kaldte resultatet brand-ærgerligt. Han glædede sig dog over sit comeback efter 40 måneder væk fra landsholdet.
- Men vi skal score. Man kan normalt ikke forvente så mange chancer i en kamp på det niveau, som vi får i dag, sagde Hannover 96-spilleren.









