Nedrykkerne fra HB Køge måtte nøjes med uafgjort i sæson-premieren mod FC Fyn.
1. division havde premiere fredag aften, hvor nedrykkerne fra HB Køge tog imod en anden fusionsklub i skikkelse af FC Fyn.
Udeholdet kom foran midtvejs i første halvleg, da HB Køges målmand, Lars Bjerring, efter et hjørnespark slog bolden ind i hovedet på Søren Nielsen, hvorefter den røg ind i sjællændernes mål.
Ti minutter før kampens slutsignal lykkedes det for Simon Christoffersen at udligne med et godt hovedstød, som FC Fyns målmand, Jonas Jensen, ganske vist fik en hånd på, men som han ikke kunne forhindre i at gå i netmaskerne.
- Jeg er ikke helt tilfreds. Jeg er glad for at få scoret, men jeg kan godt gøre det bedre, sagde Simon Christoffersen efter kampen til TV2/Sport.








