Patrick Mtiliga udtaler sig for første gang om, hvorfor han ikke spillede VM-kvalifikationskampen mod Italien.
- Jeg vil først og fremmest gerne sige, at jeg er rigtig ked af, at situationen endte med at gå ud over mine holdkammerater på landsholdet, og jeg tager konsekvenserne, siger Patrick Mtiliga til FC Nordsjællands hjemmeside.
- Da landstræneren kort før, vi skulle varme op, spurgte om jeg var klar, svarede jeg, at det følte jeg ikke, jeg var 100%. Jeg meldte ikke fra eller sagde, at jeg ikke ville spille, som det er udlagt, men fortalte ærligt, at jeg ikke følte mig helt klar. Det skyldtes flere faktorer, der sendte mig lidt på en rutsjebanetur op til kampen, men i sidste ende var det ene og alene min beslutning at svare ærligt på tidspunktet, tilføjer FCN-backen.
- Det betyder, at jeg ikke spiller på landsholdet mere, og det accepterer jeg fuldstændigt. Jeg ved godt, at mange vil spørge ind til detaljerne, men sagen er simpelthen, at jeg ikke følte mig klar. Den situation kunne have været håndteret bedre, siger Patrick Mtiliga, inden han tilføjer:
- Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive så stor en sag, men nu koncentrerer jeg mig om de vigtige kampe, vi skal spille i FC Nordsjælland den kommende tid. Inden for den næste uge skal vi spille to vigtige kampe i Superligaen og på tirsdag skal spille Champions League, og dem vil jeg fokusere på. Det skylder jeg holdet og klubben og det håber jeg, der er forståelse for.









