Real Madrid-træneren raser mod journalist, der har skabt rygter om en spion i kongeklubbens trænerstab.
At Jose Mourinho og den spanske presse ikke har det bedste forhold, er ikke noget nyt. Men at portugiseren hænger enkelte journalister ud, er ikke set før - i hvert fald ikke før nu.
Den portugisiske træner blev forleden så træt af Marcas radiojournalist Anton Maena, at han kaldte ham 'en lort'.
- I fodboldens verden er jeg og mit team 'toppen', og i journalistikkens verden er du 'en lort', skulle Mourinho have sagt til Maena ifølge Marca.
Det, der har fået Mourinho op i det røde felt, er en historie, som Maena er manden bag. I sit radioprogram har Maena givet udtryk for at Real Madrids målmandstræner, Silvino Louro, fungerer som spion for Mourinho. Derfor føler spillerne ikke, at de kan tale frit, når Louro er i nærheden. Men sådan en anklage vil Mourinho ikke have siddende på sin stab.
- Du blvier nødt til at sikre dig, at dine kilder taler sandt. Der er 21 spillere i omklædningsrummet, og de har det glimrende med Silvino og - som alle andre steder - er der tre sorte får, som ødelægger det hele.
Jose Mourinho og Real Madrid spiller senere i dag mod Espanyol.
tipsbladet.dk









