Historiebøgerne taler for, at Real Madrid med et forspring på ti point vinder mesterskabet foran Barcelona.
Han virkede mut. Vrissen. Irriteret. Det var på overfladen.
Det var José Mourinhos måde at nedtone et forspring i ligaen på hele ti point ned til Barcelona på pressemødet efter søndagens 4-2 sejr over Levante. Indeni jublede Mourinho. Real Madrid kan skimte guldet forude efter tre bitre år i skyggen af ærkerivalerne.
Historiebøgerne giver et klart billede af, at når enten Real Madrid eller Barcelona har ført med den margin i den sidste halvdel af ligaen, så kan de ikke hentes. Der resterer stadig 16 runder i La Liga, og du får ikke Mourinho til at tage ordet mesterskab i sin mund, men portugiseren nyder det hul, der er blevet skabt ned til Barcelona.
- Det vil være tåbeligt at sidde her flere måneder før sæsonafslutningen og tale om guldchancer. Men vi kan i hvert fald konstatere, at vi med ti points forspring har råd til at fejle. Vi kan tåle at tabe en kamp, uden at det får konsekvenser. Vi har sat den rigtige kurs, men vi har stadig lang vej hjem, sagde Mourinho efter Levante-sejren.
For José Mourinho vil et mesterskab være den ultimative hævn over Barcelona, som han har hadet i så mange år. Et had, der har sat bål i portugiserens krop, hver gang Barcelona har mæsket sig på titelfronten og hentet endnu et trofæ hjem. Eller de kampe, hvor rivalerne har udstillet Real Madrid og Mourinhos taktiske fejl. Et spansk mesterskab handler om meget mere end et trofæ for José Mourinho.
- Det er blevet en slags besættelse for Mourinho at vinde guldet i år. Han har selv sagt til folk tæt på sig, at han har lyst til at kaste op, hver gang Barcelona vinder en titel eller roses i verdenspressen. Mourinho er opsat på at vise, at der er andre måder at spille fodbold på end Pep Guardiolas offensive fodboldfilosofi, vurderer Tomas Guasch, der er klummeskribent på sportsavisen AS.
Men hvad er forklaringen på, at Mourinhos mere defensive og organisatoriske tilgang til fodbold så ser ud til at udløse den ultimative bonus i denne sæson?
- Real Madrid er simpelthen så kyniske og effektive i denne sæson. Deres modstandere kalder dem en maskine, der bare kører og kører på. Det kan du ikke holde væk i 90 minutter, og så vinder de også de kampe, der er på vippen. Men de er ikke et bedre fodboldhold end Barcelona, og de udnytter vel også bare, at Barcelona er mærket af træthed og mæthed oven på tre lange og vilde sæsoner, forklarer Frederic Hermel, korrespondent for L’Equipe i Madrid.
En anden vigtig faktor er Cristiano Ronaldo. Sjældent har 700 mio. kr. været givet så godt ud. Den portugisiske verdensstjerne satte målrekord i den spanske liga med 40 scoringer i 34 ligakampe i sidste sæson. I denne sæson ser han ud til at smadre bedriften fra sidste sæson. Han har nettet 27 mål i 22 ligakampe og lavet seks hattrick i sæsonen. Fortsætter han sin stime vurderer man, at han når 46 ligamål i år.
- Jeg er stolt, når jeg hører Bernabeu synge mit navn. Det er en fantastisk følelse at blive ved med at score så mange mål, og jeg håber, at jeg kan fortsætte, siger Ronaldo.








