Ifølge fodboldanalytiker Erik Larsen er både spillere og ledelsen i Real Madrid trætte af den måde Mourinho agerer på i Kongeklubben.
På overfladen ser det umiddelbart fint ud i Real Madrid, hvor man fører Primera Division med fem point ned til Barcelona. Men på de interne linjer er der mere uro end nogensinde før under José Mourinho.
Søndag afslørede Spaniens største sportsavis, Marca, der har gode kilder i Real Madrid, et skænderi mellem José Mourinho og superstjernerne Sergio Ramos og Iker Casillas.
Og det er ikke helt normalt, at så vigtige oplysninger kommer ud i pressen, mener den danske scout, Erik Larsen, der blandt andet kender til spansk fodbold fra sin tid som assistent for Michael Laudrup i Getafe og Mallorca.
- Det er meget normalt med skænderier og diskussioner internt i en klub. Men det unormale er, at det er kommet ud. Nogen har sladret, og det er gengivet ret detaljeret. Når de oplysninger kommer til Marca, så er det et signal om, at det ikke kun er spillerne, der har problemer med Mourinho, men at der er nogen højt oppe i klubben, der har fået nok af det image, som Mourinho har påført Real Madrid. Og det tror jeg ikke, Real Madrid kan leve med i længden.
- Når man ser, at sådan noget slipper ud til offentligheden meget detaljeret gengivet, hvor Mourinho nærmest bliver nedgjort af sine egne spillere, så kunne det tyde på, at han ikke er træner lang tid endnu, siger Erik Larsen.
Og noget tyder på, at Erik Larsen får ret, for som sporten.dk tidligere tirsdag skrev, så peger meget på, at Mourinho er færdig i Real Madrid til sommer.
Tirsdag bringer den store Madrid-avis AS historien om, at Mourinho har sagt til sin advokat, at han er færdig med Real Madrid og stopper i klubben senest 30. juni.
Men det er bare et genialt træk af Mourinho at komme med sådan en udmelding, mener Erik Larsen.
- Mourinho er jo smart. Hvis han lugter lunten, så er det bedre, at han selv siger noget, så kan han bagefter sige: 'Det var ikke mig der ville til Real Madrid, det var Real Madrid, der ville have mig' og 'Det var mig der gerne ville gå, det var ikke Real Madrid, der lod mig gå'. Og så har han bestemt det hele. Han er en speciel person, må man sige. Han bryder sig ikke om, at der er nogen, som er større end han, vurderer Erik Larsen.
Onsdag spiller Real Madrid på udebane mod Barcelona i returkampen i Copa Del Rey. Første kamp endte 2-1 til Barcelona.
Det vil vise sig, om de interne uroligheder får konsekvenser for Real Madrids præstation i kampen, eller om spillerne formår at fokusere på spillet på banen. Indtil videre har Kongeklubben haft det svært mod Barcelona, og et brag venter spillerne.








