Fodboldens verdensforbund FIFA fiflede ifølge Real Madrid-træner José Mourinho med stemmerne i kampen om at blive årets træner.
Spaniens landstræner, Vicente del Bosque, blev i januar kåret til årets træner 2012, og det var måske ikke så mærkeligt, da Spanien jo vandt EM sidste år og oven i købet gjorde det med en historisk stor finalesejr på 4-0 over Italien.
Men kåringen var fixet. Det hævder Real Madrids træner, José Mourinho.
- Der er nogle [stemmeberettigede} mennesker, der har ringet til mig og sagt, at de havde stemt på mig, men at deres stemmer alligevel er gået til andre kandidater, siger José Mourinho til den portugisiske tv-kanal RTP. Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.
Dette stemme-fifleri var angiveligt også årsagen til, at den 50-årige portugiser, som førte Real Madrid til det spanske mesterskab i sidste sæson, blev væk fra galla-festen, som nok mest huskes for, at Lionel Messi fra FC Barcelona for fjerde år i træk blev kåret til verdens bedste spiller.
Det internationale fodboldforbund (FIFA), der står bag kåringen og galla-festen, afviser kortfattet anklagen.
- Den offentliggjorte liste med stemmetallene er korrekt, hedder det.









