'Den Gamle Dame' har efter sigende overhalet alle andre klubber indenom i kapløbet om Sergio Agüeros underskrift.
Den 23-årige argentinske angriber Sergio Agüero har i flere sæsoner været på alle store europæiske klubbers ønskeliste, men prisen på det lille argentinske stjerneskud har indtil nu afskrækket de fleste - men nu går den ikke længere for Atlético Madrid.
For nyligt fortalte Agüero medierne, at han ville væk fra klubben, og da Chelsea og Manchester City de seneste par transfervinduer har jagtet spilleren, kunnne de meget vel igen være ude efter at sikre sig en underskrift fra Maradonas svigersøn. Både lokalrivalerne fra Real Madrid og mestrene fra Barcelona har også været inde i billedet, men nu ser det ud til, at Agüero er på vej til Serie A i stedet.
Rapporter i Italien siger, at Juventus nu har vundet kapløbet om spilleren, og satser på at annoncere købet i den nærmeste fremtid. Det skriver The Sun.
Efter sigende har Juventus budt 340 millioner kroner, og har dermed opfyldt betingelserne i Sergio Agüeros frikøbs-klausul.
Agüero blev i denne sæson nummer tre på topscorerlisten i Spanien med 20 mål.








