Celtic er imod alle odds blandt de 16 hold i bowlen, når UEFA trækker lod til til ottendedelsfinalerne i Champions League. En kærkommen opmuntring midt i skotsk fodbolds værste krise
Men ikke desto mindre er der tilhørsforhold mellem klub og tilhængere, hvor blodet synes at rulle raskere og mere feberhedt end andre steder. Tag nu eksempelvis Real Madrid. Det er en privilegeret klub, der kan fremvise giga-stjerner på stribe med et overdådigt, nærmest åndedræts-lammende stadion som ramme om al glamouren. Men de hvidklædte har samtidig også det mest forkælede publikum. Altid parate til at trække det hvide lommetørklæde med en blasert, nærmest hovmodig viften, hvis ikke multimillionærerne på banen har leveret varen og gerne mere til.
Sådan er det ikke på Parkhead i Glasgow. Måske var det derfor, Barcelonas spillere trods et ret beset pinligt og uheldigt 1-2-nederlag til de tværstribede skotter fra Celtic for en måned siden gik fra banen med anerkendende klapsalver mod de godt og vel 60.000 tilskuere, der havde sørget for en øresønderrivende lydkulisse. Og det var helt sikkert derfor, den aldrende rockstjerne Rod Stewart fra sin stamplads blev set hulke som en tøs i en sindsbevægelse, der kom fra hjertekulens inderste.
Reporteren Angel Maza fra den spanske sportsavis Marca konstaterede tørt og nøgternt efter Barcelonas nederlag til de primitivt spillende arbejdsmænd fra Celtic, at de katalanske kæledægger for alvor var kommet på udebane.
- Der er formentlig ikke nogen større hjemmebane-fordel end en Celtic-kamp på Parkhead. Og Barcelona lærte det på den hårde måde, skrev Marcas udsendte.
- Der var noget næsten brutalt over den måde, de mange tilskuere sang Champions League-hymnen på. Og da kampen gik i gang, stoppede de aldrig med at synge, hoppe og råbe. Vi havde hørt det forinden som et rygte, men det taler sandt; dette stadion ryster, når man spiller der, supplerede avisen Deportivo Mundo.
Onsdag satte 125-års jubilaren Celtic trumf på ved at følge Barcelona videre fra gruppespillet i Champions League med en kneben sejr over Spartak Moskva. Dén triumf var der ikke mange, der havde set komme i en tid, hvor skotsk fodbold er helt i knæ både sportsligt og økonomisk.
Celtic fører ganske vist Scottish Premier League, men efter en elendig indledning på sæsonen. Og det er, som om savnet af fallenterne fra Rangers, der inden denne sæson blev tvangsdegraderet til fjerdebedste række, har kastet Celtic ud i en eksistentiel krise.
Hvem er egentlig hovedfjenden, når mere end hundrede års bitter rivalisering med religiøse overtoner ikke længere slår gnister selv i den mest trøstesløse skotske dagsregn? Hverken Aberdeen eller Hibernian har pondus til at overtage den rolle.
- Det er det rene Armageddon. Man må gøre sig klart, at uden Rangers i Scottish Premier League er der fare for sociale uroligheder og balancen i det skotske samfund er reelt truet. På længere sigt kan fodbolden ikke overleve på denne måde, lød det dommedagspessimistisk fra Stewart Regan, der er formand for det skotske fodboldforbund.
Alene derfor havde Celtic så hårdt brug for succes i Champions League. At de manglende ’Old Firm’-opgør mod Rangers betyder et gigantisk indtægtstab i både billetsalg og TV-indtægter er også værd at notere sig. Men helt centralt er det også at genrejse en på mange måder skamferet fodboldstolthed. Og tilfredsheden med Celtics succeshistorie blev ikke mindre af, at ny-rige engelske storklubber som Chelsea og Manchester City med al deres bling-bling af svinedyr international spidskompetence er ude af kampen om pokalen med de store ører.
Celtic er derimod i bowlen, når der 20. december trækkes lod til vind eller forsvind-fasen. Det bliver nok til forsvind for de skotske brave-hearts, men vinteren over kan de lune sig ved udsigten til den europæiske scene. Med bankende fodboldhjerter.
