Det var en hamrende ærgerlig Michael Laudrup, som på Mallorcas træningslejr i Sverige modtog nyheden om, at hans ældste søn, Mads, fra HB Køge var blevet langtidsskadet.
Mads Laudrup har ødelagt et korsbånd, og det betyder en pause på i hvert fald et halvt år.
- Jeg har snakket med ham, og han er ked af det. Det siger sig selv. Hvem ville ikke være det? Det er jeg selvfølgelig også på hans vegne, men det er desværre en del af spillet, og det kommer jo altid ubelejligt – specielt sådan en slags skade her, siger Michael Laudrup til sporten.dk
Hos både far og søn havde man håbet på, at det ikke var så slemt, som det viste sig at være.
- Det er noget skidt. Vi havde håbet, at det kun var et læderet ledbånd, men det viste sig så desværre, at det er det forreste korsbånd. Så det er i hvert fald denne her efterårssæson, der er slut for Mads, og det er utrolig surt, lyder det fra en trist Michael Laudrup.
HB Høge får altså ikke glæde af deres kreative midtbanespiller, når de snart tager hul på sæsonen i 1. division, men der er trods alt lidt positiv erfaring at trække på midt i nedturen.
- Selvom det er svært at finde noget positivt i sådan en skade, så havde Brian (Laudrup, red.) den også, da han var i Bayern München, og han spillede igen efter seks måneder, siger Michael Laudrup.
Det får far Laudrup til at tro på, at skaden ikke trækker længere spor end en halvsæson.
- Jeg tror, at når opstarten til vinter går i gang, og forårssæonen begynder, så er han klar til at spille,« opmuntrer Mallorca-træneren, der selv aldrig var alvorligt skadet gennem sin lange karriere. »Jeg har vist bare været heldig, mener Michael Laudrup.
Mallorca spillede onsdag sidste træningskamp i Sverige mod IFK Norrköping fra den næstbedste svenske række.
Og ligesom mod Djurgården blev det til en 2-1-sejr.
De spanske spillere tog det tydeligvis som en ekstra træning, hvor ingen pressede sig selv alt for hårdt, og det var også det vigtigste for Laudrup.
- Jeg er glad for, at vi ikke har skadesproblemer. Det er det vigtigste for mig her i starten, forklarer den danske træner, som trods sin modvilje mod at skulle på træningslejr så kort efter sin ansættelse har fået noget ud af besøget i Sverige.
- Jeg har fået kendskab til nogen af de spillere, jeg ikke kendte så godt i forvejen – især nogle af de unge spillere, så det har været fint.









