For tredje gang i træk blev argentineren Lionel Messi fra FC Barcelona kåret til Årets Fodboldspiller i verden.
Ikke helt uventet blev Lionel Messi fra FC Barcelona mandag kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2011.
Det var tredje gang i træk, den lille argentiner med proptrækker-driblingerne og de mange mål løb med prisen, og det er historisk, for det har kun franskmanden Michel Platini præsteret tilbage i firserne, hvor konkurrencen kun var for europæere.
Lionel Messi var oppe imod sin spanske klubkammerat Xavi Hernandez og portugiseren Cristiano Ronaldo fra Real Madrid.
- Det er en stor ære for mig. Det er min tredje triumf, og det er en stor ære hver gang, sagde Lionel Messi, inden han takkede holdkammerater og trænere.
I den forgangne sæson var Lionel Messi med til at vinde det spanske mesterskab med FC Barcelona for tredje gang i træk, Champions League for anden gang på tre år og den spanske Supercup og scorede over 50 mål.
I denne sæson har den 24-årige stjerne været med til at vinde den europæiske Supercup og VM for klubhold for anden gang på tre år.
Ballon d'Or, som er det officielle navn for kåringen har været uddelt siden 1956. Fra og med sidste år blev den slået sammen med FIFA Player of The Year, som havde været uddelt siden 1990.
Ud over Lionel Messi og Michel Platini er der to spillere, der har vundet prisen tre gange. Det er hollænderne Johan Cruyff og Marco van Basten, men de vandt ikke tre gange i træk.








