FC Barcelona kunne ikke score mod Valencia, men så blev holdet reddet af et mål af Lionel Messi, da der manglede et kvarter.
FC Barcelona fik god modstand, da holdet var på besøg på Mestalla i Valencia, og det så længe ud til, at de regerende mestre måtte tage hjem med 0-0 i bagagen.
Det ville i givet fald være første gang i denne sæson, at FC Barcelona slet ikke fik scoret i en ligakamp. Det er kun sket i en pokalkamp mod Athletic Bilbao.
Men med et kvarter tilbage lykkedes det alligevel at få bolden i kassen, og hvem andre end Lionel Messi kunne vel stå for målet?
Argentineren modtog bolden fra Adriano og afsluttede hårdt og fladt. Valencias målmand, Vicente Guaita, havde en hånd på bolden, men han kunne ikke forhindre skudforsøget i at ende med scoring.
Valencia var ikke i stand til at svare igen, og dermed øgede FC Barcelona sit forspring til Real Madrid til ti point.
De kongelige madrilenere spiller først torsdag på hjemmebane mod Malaga, der ligger under nedrykningsstregen. Chancen for at reducere hullet til syv point igen skulle altså absolut være tilstede for José Mourinhos mandskab.









Barça scorede heller ikke mod Hercules, det var en ligakamp