Verdens to bedste fodboldspillere scorede begge to gange, da FC Barcelona og Real Madrid delte point i en medrivende kamp.
Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er fra en anden planet. Det understregede de to konkurrerende verdensstjerner igen søndag aften, da FC Barcelona og Real Madrid spillede 2-2 i El Clásico.
Efter en ukarakteristisk famlende start af de to verdensklassemandskaber, var Real Madrid og Cristiano Ronaldo hurtigst til at finde melodien, og halvvejs gennem 1. halvleg kom belønningen. Et hurtigt, gennemspillet angreb fandt vej til Ronaldos venstre fod, og et kort aftræk senere kunne den fænomenale portugiser - i øvrigt med en ny kæk frisure - sole sig i holdkammeraternes hyldest. Så var Ronaldo i gang.
Ronaldos scoring chokerede FC Barcelona en smule, men værterne skulle bruge endnu et slag i ansigtet for helt at vågne. Få minutter efter Real Madrids føringsmål var kongeklubben millimeter fra endnu en scoring. Karim Benzema og Angel Di Maria fik en gigantisk dobbeltchance, men på ufattelig manér formåede franskmanden blot at ramme stolpen, mens argentineren sparkede helt forbi mål. Det gjorde en anden argentiner ikke kort efter.
Her ville Lionel Messi ikke stå tilbage for konkurrenten Cristiano Ronaldo. Han udnyttede derfor et sekunds kaotiske tilstande i Real Madrids forsvar til at udligne med et spark fra et par meters afstand. Så var også Messi i gang.
Efter pausen steg intensiteten og kvaliteten. Og det samme gjorde verdens to absolut bedste fodboldspilleres stjernestatus. Lionel Messi og Cristiano Ronaldo - fodboldens yin og yang - bar ganske enkelt henholdsvis FC Barcelona og Real Madrid på deres skuldre.
Et kvarter efter pausen scorede Lionel Messi sit og Barcelonas andet mål, da han med et flot, skruet frispark sparkede catalanerne foran. Men Cristiano Ronaldo hader ganske enkelt at stå tilbage for andre. Mest af alt Lionel Messi. Derfor skulle der blot gå fem minutter inden han udlignede både Messis og FC Barcelonas føring. Mesut Özil lagde en perfekt aflevering i dybden, og alene med Victor Valdes var Ronaldo fuldstændig sikker.
Mod slutningen pressede FC Barcelona på, men Lionel Messi var - nøjagtig som Ronaldo - gået på målmæssig fyraften. Den unge højre back Martin Montoya sluttede et fabelagtigt angreb af med et knald på overliggeren, men på trods af endnu en mulighed til Pedro var det så tæt, Messi og co. kom på sejren.
Der er dermed status quo i toppen af den spanske liga. FC Barcelona har fortsat kurs mod mesterskabet. Catalanerne fører ligaen sikkert. Real Madrid har otte point op til de fortsat ubesejrede catalanere fra deres position på en skuffende femteplads.









