FC Barcelona kom endnu et skridt tættere på mesterskabet, da holdet hjemme vandt 2-0 over Osasuna.
FC Barcelona gjorde, hvad de skulle og ikke så meget mere, da holdet lørdag aften vandt 2-0 hjemme over Osasuna.
FC Barcelona vandt også den første kamp mod Pamplona-klubben i efteråret. Det var den kamp, hvor de spanske mestre måtte ud på en rejse med både tog og bus for at nå frem til den nordspanske by.
Det blev ikke nødvendigt for nogle af holdene lørdag aften, hvor FC Barcelona kom foran midtvejs i første halvleg. Efter opspil i hjemmeholdets venstre side endte et indlæg inde i straffesparksfeltet hos David Villa, som resolut sparkede kuglen i kassen.
Osasuna havde mere spil, end udehold ofte har på Camp Nou, og de havde også chancer til at udligne føringen, men det lykkedes ikke at sende bolden ind bag Victor Valdés i Barca-målet.
I stedet endte det hele med, at Lionel Messi to minutter før tid scorede sit mål nummer 50 i denne sæson efter en frispilning i feltet fra Dani Alves - et klassisk Barcelona-mål.
Sejren betyder, at FC Barcelona fremdeles har et forspring på otte point til Real Madrid i kampen om mesterskabet. Dertil kommer et bedre indbyrdes regnskab, så Real Madrid skal med andre ord indhente ni point, og med lørdagens kampe blev det lidt mindre sandsynligt.
Der resterer fem spillerunder i La Liga.









...hvis man lige var i tvivl, så er det altså ham i de røde shorts ;) Som bonus-info kan jeg tilføje at det er ham med nummer 10 på sine benklæder, bare for lige at være på den sikre side.