Lionel Messi skulle angiveligt styre Barcelonas omklædningsrum, men det afviser argentineren selv.
Lionel Messi er stjernen over dem alle i Barcelona. Det kan få benægte. Zlatan Ibrahimovic beskrev i sin selvbiografi, hvordan Messis ønske om at spille en mere central rolle i klubben, skubbede svenskeren ud på det sidespor, der i sidste ende betød, at Zlatan forlod Barcelona i vrede.
Også af andre veje har der været rygter om, at Messi skulle styre omklædningsrummet i Barcelona, men det afviser argentineren pure.
- En lille diktator? Jeg er ligeglad, hvad folk siger. Mine holdkammerater ved, at jeg ikke er sådan, siger Messi i et stort interview med spanske El Mundo Deportivo, der endnu ikke er udgivet.
Fra interviewet er kommet et par små smagsprøver - eller teasere om man vil. Udover snakken om Messi som diktator, bliver den lille argentiner også spurgt ind til, om han kunne se sig selv fungere sammen med Neymar, der har været rygtet til Barcelona ad flere omgange.
- Gode spillere kan altid spille sammen, og jo før jo bedre, siger Messi om det mulige, fremtidige partnerskab med den unge brasilianske stjerne.
tipsbladet.dk









