Manchester United har besluttet sig. De vil have Viktor Fischer til Old Trafford.
Viktor Fischer er blevet spået stor en fremtid hos en af Europas absolutte sværvægtere, og nu ser det ud til, at den spådom er på vej til at gå i opfyldelse. Mægtige Manchester United har før været sat i forbindelse med det danske stortalent, og nu bliver de det igen - og linket er brandvarmt.
Ifølge Metro overvejer Manchester United nemlig ikke bare at byde på Viktor Fischer - nej, beslutningen er taget og pengene talt sammen. Ifølge det engelske medie er De Røde Djævle villige til at ofre fem millioner pund - 42,5 millioner kroner - på at lokke danskeren til Old Trafford.
Viktor Fischer blev i forrige sæson topscorer i NexGen Series, der er ungdomsfodboldens svar på Champions League, og i denne sæson fik den 18-årige dansker en fantastisk start på selvsamme turnering, da han scorede hattrick i Ajaxs åbningskamp mod Molde.
Den talentfulde offensivspiller, der i gårsdagens udgave af Ekstra Bladet blev sammenlignet med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo af U-landstræner Thomas Frank, har to år tilbage af sin kontrakt med de hollandske mestre.










