Ifølge det engelske medie Sky Sports har Manchester City afvist Inters 185 millioner kroner dyre forsøg på at hente Tevez til klubben.
185 millioner kroner er åbenbart ikke nok, hvis man er interesseret i at sikre sig Manchester Citys argentinske problembarn, Carlos Tevez.
Ifølge Sky Sports har Manchester City nemlig valgt at afvise et bud i den størrelsesorden fra italienske Inter. Derfor ser det ud til, at det højst sandsynligt bliver den nyrige franske klub, PSG, som får glæde af den 27-årige angribers arbejdskraft fremover – hvis han da gider på banen.
PSG står nemlig klar med et bud på over 230 millioner kroner, og hvis buddet accepteres kan Tevez se frem til en kontrakt, der sikrer ham omkring 75 millioner kroner på årsbasis.
tipsbladet.dk








