Javier Mascherano var så skuffet over, at han ikke kom til Barcelona, at det prægede hele denne sæson i Liverpool.
Inden sidste sæson ville Javier Mascherano gerne være solgt fra Liverpool til FC Barcelona. Det blev ikke til noget, og det var medvirkende til argentinerens mindre heldige sæson på Anfield.
- Situationen med Barcelona påvirkede mig rigtigt meget, siger Javier Mascherano til avisen Liverpool Daily Post.
- Hele sagaen varede i halvanden måned, og jeg ville ufatteligt gerne til Barcelona, som er en by, jeg godt kunne tænke mig at bo i, siger argentineren.
- Det ene øjeblik skulle jeg til Barcelona, og det næste skulle jeg ikke alligevel. Vi havde også problemer med at kvalificere os til VM med det argentinske landshold, så det var en svær tid, siger den 25-årige midtbanespiller.
Javier Mascherano har været i Liverpool siden 2007. Men han siger, at han føler sig ensom i byen, og endnu værre er det ifølge ham selv for hans kone, der ikke taler et ord engelsk, og hans datter. Spanien ville ifølge den tidligere West Ham-spiller være et bedre sted for familien.








