Maradona vil gerne fortsætte som argentinsk landstræner, men han vil bestemme hvem, der skal assistere ham.
Selvom Argentina røg ud af VM i kvartfinalen efter 0-4 mod Tyskland, vil det argentinske fodboldforbund gerne have, at Diego Armando Maradona fortsætter som landstræner, og han er også indstillet på at fortsætte.
Men han vil have en ny assistent - nemlig Oscar Ruggeri, der blev verdensmester sammen med Diego Maradona tilbage i 1986, men som det argentinske fodboldforbunds mangeårige præsident, Julio Grondona, aldrig har kunne fordrage.
Maradona vil til gengæld ikke fortælles, hvem der skal assistere ham - eller hvem, der ikke skal.
- Hvis de krummer så meget som et hår på hovedet på nogle af mine medhjælpere - om det så er massøren eller materialemanden - så er jeg den, der er gået, siger Diego Maradona til argentinsk TV.
- Jeg vil gerne fortsætte dette eventyr, men ikke med hvemsomhelst. Jeg har valgt disse mennesker, og jeg vil fortsat gerne arbejde sammen med dem, siger manden, der i sin storhedstid blev anset som verdens suverænt bedste spiller
- Jeg har allerede forespurgt om Ruggeri, og det vil jeg fortsætte med at gøre. Det er noget af det første, Grondona og jeg skal diskutere, siger Diego Maradona.








