Manchester Citys manager taler for første gang om forsøget på at hente Daniel Agger
Hidtil har han været tavs, når han er blevet spurgt direkte om Daniel Agger.
Men nu åbner Manchester City-manager Roberto Mancini op omkring forsøgene på at hente den danske landsholdsanfører.
Manchester City har lagt tre bud på Agger, men hver gang har Liverpool med is i maven afvist helt op til 218 mio. kr. for forsvareren. Og nu erkender Mancini nederlaget i jagten på Agger.
- Agger? Det tror jeg næppe, siger han, da ESPN spørger ham om Javi Martinez, Daniele de Rossi og Daniel Agger.
- Nogle gange er det lige meget, hvor mange penge man har at bruge. Nogle gange skal man måske også være hurtigere ude, siger Mancini til ESPN.
Om de to øvrige emner siger Mancini;
- Vi har talt om Martinez, men det er en svær situation. Der er mange andre klubber involveret i jagten på ham. De Rossi bliver svær, fordi han er i Roma.
I det hele taget har det langt fra været en god sommer på transfermarkedet for de stenrige engelske mestre, der gik glip af Eden Hazard, Robin van Persie, Javi Martinez, De Rossi og så Agger.









