Malouda ser ud til at skulle spendere en sæson på Chelseas ungdomshold, og det er han ikke just tilfreds med.
Chelseas indkøbsraseri i transfervinduet har selvsagt skabt et overskud af spillere. Florent Malouda var en af dem, der så ud til at skulle væk fra klubben, men hans stejle lønkrav satte en stopper for interessen fra andre klubber. Nu er han blevet degraderet til klubbens U-21-hold.
Det mener franskmanden, at alle på Twitter skal vide. På det sociale medie har han lagt et billede op af U21-holdets klubhus og med slet skjult sarkasme skrevet som kommentar:
- Det er her jeg kommer til at træne i min sidste sæson for de blå (Chelsea, red.)!!
Malouda fik tidligere på sommeren at vide, at han ikke figurerede i klubbens fremtidsplaner og derfor havde lov til at søge nye jagtmarker. Kantspilleren nægtede dog at gå ned i løn i sin næste klub, og da Chelsea i øjeblikket lønner ham med 660.000 kroner om ugen, så måtte de interesserede klubber strække våben.
Malouda nåede på sine fem år i Chelsea at spille 220 kampe, hvoraf 42 af dem var i sidste sæson.






