Som det så ofte sker, når de mindre hold i Spanien møder Real Madrid og Barcelona og sparer flere spillere, fordi de har givet op på forhånd, ender det i store nederlag, og torsdag aften blev ingen undtagelse.
Bundholdet Malaga med Kris Stadsgaard på bænken i over en time havde valgt at spare flere af de bedste spillere, og derfor blev klasseforskellen endnu mere udtalt, end det måske havde behøvet.
Efter en lidt langsom start satte kongeklubben sig fuldstændig på opgøret, men de skulle dog frem til det 27. minut, førend Karim Benzema flot kunne bringe hjemmeholdet i front, da han flugtede et indlæg i nettet med ydersiden.
Malaga har ligaens dårligste forsvar, og det lagde de på ingen måde skjul. Ti minutter før pausen sparkede forsvarsspilleren Manolo forbi bolden som bageste mand, og helt alene igennem var det ingen sag for Angel Di Maria at fordoble målscoren.
Inden pausefløjtet to Malaga en blunder mere, Marcelo løb bagom forsvaret, og han halvflugtede smukt Di Marias lidt forfejlede chip i kassen.
Men der var flere gaver i vente til Real Madrid. Blot fem minutter efter pausen kunne Mesut Özil med en simpel aflevering sætte Cristiano Ronaldo op til scoring, inden Karim Benzema med sit andet mål gjorde det til 5-0, da stadionuret rundede en time.
Malagas forsvar var mildt sagt en katastrofe, og efter 64 minutter blev Kris Stadsgaard sendt på banen for at se, om han kunne få styr på bagkæden. Det arbejde blev unægtelig svært, da kollegaen Manolo to minutter senere begik straffespark, fik sit andet gule kort og dermed efterlod Malaga med blot ti mand.
Straffesparket tordnede Cristiano Ronaldo op i krydset – 6-0 og stadig over 20 minutter tilbage af kampen med en portugiser, som ville mere.
Efter 75 minutter blev ondt værre for Malaga, da de fik en skade efter at have brugt alle udskiftningerne, og så hed det ni mod 11. Det udnyttede Ronaldo få minutter senere til at fuldbyrde sit hattrick og samtidig nå op på siden af Lionel Messi på topscorerlisten. Vanvittige 27 mål har begge spillere nu lavet.
Desværre blev Ronaldo skadet i situationen, men med 7-0 kunne han godt tillade sig at gå ud, selvom Mourinho også have bruge sine tre udskiftninger. Skulle skaden vise sig at holde portugiseren ude i længere tid, vil det være et hårdt slag for kongeklubben.
Mere blev det ikke til i kampen, som mest af alt mindede om en farce, men Real Madrid fik i den grad gang i målscoringen igen og er igen syv point efter Barcelona.









De taber stadig ligaen.