Isco jublede over sit holds succes, selv om spaniernes europæiske fremtid er sort på grund af rod i økonomien
Malaga kommer ikke til at spille europæisk fodbold i næste sæson, uanset hvordan holdet klarer sig videre i Champions League. UEFA har nemlig udelukket spanierne fra deltagelse i kommende Europa Cup-turneringer, fordi holdet ikke har orden i økonomien.
Det forhindrer dog ikke det spanske mandskab i at nyde den øjeblikkelige succes, efter holdet besejrede Porto 2-0 hjemme og gik videre til kvartfinalen med 2-1 sammenlagt mod portugiserne.
- Jeg synes, vi fortjente denne sejr. Vi morede os, og vi spillede samtidig på den måde, vores fans elsker. UEFAs Champions League er essensen af fodbold, og vi vil fortsætte med at nyde det, lige meget hvad der sker, sagde Malagas målscorer til 1-0, Isco.
Hans fremragende langskud sendte spanierne på sejrskurs, og Roque Santa Cruz, der er lejet i Manchester City, fuldendte den spanske succes, da han scorede det afgørende mål i anden halvleg, der sendte Malaga videre.
- Jeg synes at denne gruppe spillere og fansene fortjener dette. Venskabet og nærheden i denne trup er fundamental. Jeg er glad for at have scoret og for det faktum, at vi vandt, sagde Roque Santa Cruz efter kampen.









