HB Køge-angriber Simon Makienok vendte mandag hjem fra Thailand sammen med resten af Ligalandsholdet. Den unge spiller mener, at han fik vist sig godt frem, men han er også klar over, at der er plads til forbedringer.
Ligalandsholdet fik kun hentet én sejr og to uafgjorte ved King's Cup i Thailand, hvor især varmen var en hård modstander. HB Køge-angriberen Simon Makienok nettede dog to gange på turen og er glad for oplevelsen.
- Jeg synes, jeg har fået en hel del ud af det. Personligt synes jeg, at det er gået fint for mig, og jeg er godt tilfreds med den måde, jeg har vist mig frem på for Morten Olsen og resten af trænerteamet. Det har været nogle gode træninger og gode kampe, siger HB Køge-spilleren.
Der er dog plads til forbedringer.
- Selvfølgelig kan både formen og ens touch blive bedre, da det er tidligt på sæsonen i øjeblikket, men med det i betragtningerne, så er jeg godt tilfreds med hele turen. Det har været en positiv tur, siger han.
Simon Makienok har spillet med de danske ungdomslandshold, og her har han stiftet bekendtskab med DBUs røde tråd, som betyder, at spillerne lærer den samme spillestil fra de starter på ungdomslandsholdene. Men det er alligevel noget andet, når man er med Ligalandsholdet.
- Det er den røde tråd, som jeg allerede kender fra ungdomslandsholdet, men det er selvfølgelig noget andet, når det er Morten selv, der forklarer tingene, siger den 21-årige angriber.
Angriberen har været meget i fokus op til og under det nuværende transfervindue, hvor han blandt andet har været rygtet til Brøndby, men det er ikke noget, HB Køge-spilleren tænker for meget over.
- Jeg har taget det stille og roligt. Jeg har fokuseret på at træne, spille kampe og gøre mit bedste, og så har jeg valgt ikke at fokusere på det. Det har jeg jeg ladet klubben og min agent tage sig af, siger han.
- Der er ikke nogen afklaring, som jeg er bekendt med endnu, siger Simon Makienok.
HB Køge ligger solidt plantet i bunden, og Simon Makienok har været den helt store profil i efteråret. Fokus ligger da også her i foråret og ikke på et muligt EM til sommer.
- Jeg har ikke gjort mig de store tanker. Jeg har fokuseret på at gøre det godt i Thailand og vise mig frem på den måde. Nu handler det om at komme hjem, komme i bedre form og komme i gang for klubben. I foråret skal jeg vise mit værd endnu en gang, slutter han.









