Mads Albæk mener ikke, at de bedste spillere er blevet udtaget til ligalandsholdet
Da ligalandsholdet blev udtaget mandag eftermiddag, var det uden FC Midtjyllands Mads Albæk i truppen.
Midtbane-manden har ellers været en positiv undtagelse på et skuffende FC Midtjylland-hold i dette efterår, men han er altså ikke blandt de 25 spillere, som Morten Olsen og Morten Wieghorst har udtaget til ligalandsholdet. Det er en han skuffet over.
- Jeg mener ikke, at det er de bedste spillere, der er blevet udtaget. Længere er den ikke. Jeg er helt sikkert skuffet over, at jeg ikke er udtaget. Jeg mener selv, at jeg er god nok, og det tror jeg egentlig alle ved, siger Mads Albæk til sporten.tv2.dk.
Midtbanespilleren er dog afklaret med fravalget og ser fremad.
- At jeg ikke er udtaget til ligalandsholdet, får mig ikke til at tude snot. Nu vil jeg i stedet bruge vinterpausen på at få trænet godt igennem, fastslår han.
tipsbladet.dk










