Den argentinske landsholdsspiller, Lionel Messi, tryllede, da FC Barcelona indledte efterårets Champions League-gruppespil med at besejre græske Panathinaikos 5-1.
FC Barcelona er tilbage på sejrskurs hjemme på Camp Nou.
Det stjernebesatte hold, der i weekenden samme sted blev ydmyget 0-2 af upåagtede Hercules i den spanske Premiera Division, indledte tirsdag aften efterårets Champions League-gruppespil mod græske Panathinaikos, og vandt 5-1.
Og det kunne de ikke mindst takke den argentinske landsholdsspiller, Lionel Messi, for.
Han var her, dér og alle vegne.
- Jeg frygter kampen mod Panathinaikos. Flere af mine spillere er stadig mærket af deltagelsen i sommerens VM-slutrunde, havde Barcelona-træner Josep Guardiola sagt før kampen.
Ikke desto mindre var det hjemmeholdet, der tog styringen, da den italienske dommer Nicola Rizzola fløjtede løjerne i gang. FC Barcelona, der vandt turneringen i fjor og nåede semifinalen i foråret, pressede det græske mesterhold langt tilbage på banen. Og var retfærdigheden sket fyldest havde de efter 10 minutters spil ført komfortabelt.
Blandt andet havde Lionel Messi haft et par nærgående afslutningsforsøg. Imidlertid chokerede Panathinaikos ved at bringe sig foran 1-0: Målmand Alexandro Tzorvas sendte et målspark op på FC Barcelonas banehalvdel. Her forlængede Djibril Cissé bolden smart med hælen, hvorefter Sidney Govou først løb fra Eric Abidal og dernæst passerede Victor Valdes.
Men i stedet for at gå i panik, gik FC Barcelona til modangreb. Og så kan det ellers nok være, at de grønklædte grækere fik ørerne i maskinen. Blot to minutter senere vippede Lionel Messi fra nært hold bolden i mål til 1-1, og efter David Villa på et hovedstød havde bragt FC Barcelona foran 2-1, blev kampens flotteste mål lavet af Lionel Messi. Med Xavi Hernandez og Pedro Rodriguez som levende bander sendte han det spanske storhold til pausen med en føring på 3-1.
Lionel Messi havde i anden halvleg to muligheder for at score sit tredje mål. Men først kiksede han det straffespark, som Cedric Kante havde begået mod ham, og dernæst ramte han på samme skud begge stolper.
I sidstnævnte situation kom bolden dog i mål alligevel, fordi David Villas substitut, Bojan Krkic, scorede på riposten. I kampens sidste minut var Lionel Messi igen på færde. Her lavede han med et smart vip oplægget til forsvarsspilleren Daniel Alves fuldtræffer til slutresultatet 5-1.
- Stor ros til Messi. Han gjorde intet forkert og alt rigtigt i aften, sagde holdkammeraten Pedro Rodriguez til spansk TVE efter kampen og tilføjede:
- Det er altid rart at begynde Champions League med en sejr. Nu er vi godt i gang, og har erhvervet os stor selvtillid. Fra start til slut var vi fokuserede og motiverede. Næste gang skal vi til Rusland (Rubin Kazan, red.). Forhåbentlig sikrer vi os også tre point i den kamp.
Senere på efteråret tørner FC København i Champions Leagues gruppe D ind i såvel FC Barcelona som Panathinaikos. Mens førstnævnte virker mindst én klasse for stærk, aner man muligheder mod Panathinaikos, der offensivt ikke har meget at byde ind med.









det var Pedro der lavde målet til 4-1 ikke bojan