Emil Larsen fortæller sandheden om Lyngby-truppen
Som optakt til Superliga-premieren lørdag den 3. marts har sporten.dk sat 12 Superliga-profiler i stævne. Her beder vi dem om at udflette sandheden om spillertruppen med et godt glimt i øjet. Her er Emil Larsens seks sandheder.
Hvem lægger flest penge i bødekassen?
- Det må være Kim Aabech. Han er rigtig god til at komme for sent, så han står for en stor andel af bødekassen. Det er nok i realiteten ham, der betaler julefrokosten. Det er også derfor, at han altid sidder for bordenden, ha ha.
Hvem hader kulden mest i vintertræningen?
- Det er helt sikkert David Boysen. Han pakker sig altid godt ind, så man næsten skulle tro, at han havde flyverdragt på. Han er ikke god til en iskold vinter.
Hvem har den fedeste bil i truppen?
- Der må jeg sige vores træner Niels Frederiksen. Han har en rigtig lækker Audi A5. Jeg har selv en Alfa Romeo, som også er en lækker bil.
Hvem snakker mest i telefon i truppen?
- Det gør Jonas Henriksen. Det er alle hans damer, han hele tiden skal snakke med.
Hvem er pigernes yndling?
- Der vil jeg sige Jonas Henriksen. Jonas er en flot fyr, og pigerne er helt vilde med ham. Han bruger også rigtig meget tid foran spejlet, så vi andre må trække et nummer for at komme til.
Hvem ville passe perfekt ind i Paradise Hotel?
- Der vil jeg pege på Patrick Mortensen. Han går meget op i det. Han ser det hver dag, og jeg tror, at han ville være suveræn på det hotel og på tv.









