Michael Lumb har underskrevet med Freiburg. Nu vil han vise sig frem Bundesligaen
Han har savnet at spille fodbold efter en længere periode på andetholdet, på bænken og på tribunen i Zenit St. Petersborg. Nu har Michael Lumb endelig fået chancen for at spille på højeste plan, efter at han i dag underskrev en halvårig lejeaftale med Bundesliga-klubben Freiburg.
- Det er en god mulighed for mig. Jeg vil jo gerne spille fodbold igen, og det ser jeg fine muligheder for her i Freiburg. Og så er det oven i købet en meget stærk liga. Jeg får mulighed for at vise mig frem i Bundesligaen og forhåbentlig også hjælpe Freiburg væk fra sidstepladsen, siger Lumb til sporten.dk.
Planen er, at han skal hjem til Rusland efter det halve år, men muligheden for at blive i Freiburg vil han ikke afvise. Meget afhænger af, om klubben, der i øjeblikket er på sidstepladsen, forbliver i Bundesligaen.
- Lige nu er Freiburg i Bundesligaen. Det er ikke fordi, det tiltrækker mig helt vildt meget at spille 2. Bundesliga, men først og fremmest handler det om at redde holdet, og så må vi tage den derfra, siger Lumb, der håber at undgå et lejeophold som det han havde i Feyenoord, hvor han endte på bænken.
- Man kan aldrig være sikker på spilletid, for hvis man ikke gør det godt, er det fair, at man havner på bænken. Men jeg vil blive virkelig, virkelig skuffet, hvis jeg ikke får spilletid. For de har jo set mig an, inden vi underskrev, så hvis de alligevel ikke vil bruge mig, så er det jo naturligvis skidt for mig, siger han og melder sig klar til kamp i weekenden, hvor Freiburg i en meget vigtig bundkamp møder Augsburg.
- Min form er ved at være fin, og jeg tror, jeg er klar til kamp allerede i weekenden. Jeg glæder mig til at spille i Bundesligaen og at vise mig frem i en stor liga, det kan åbne en masse muligheder for mig, siger Lumb.








