Liverpool og Craig Bellamy står søndag over for Bellamys hjerteklub Cardiff, og waliseren glæder sig ikke til mødet.
Det er Liverpools mulighed for at vinde det første trofæ siden FA Cup-sejren i 2006 over West Ham, men alligevel har The Reds en enkelt spiller i truppen, der ikke ser frem til kampen – walisiske Craig Bellamy.
- Min far er Cardiff-fan, og det er min familie også. Det er den klub, jeg fulgte, da jeg var ung. Jeg havde én ambition i livet, det var at spille for dem, og det fik jeg lov til. Men det er sjovt, hvordan fodbold arter sig, siger Craig Bellamy ifølge engelske BBC.
Den 32-årige angriber er født og opvokset i Cardiff, og fra 2010 til 2011 fik han så lov at repræsentere den klub, han altid har elsket, da Manchester City udlejede Bellamy til Championship-klubben.
Søndag er holdkammerater så blevet til modstandere, når Liverpool og Cardiff mødes på Wembley i Carling Cup-finalen. Det er også Bellamys første møde med hjerteklubben.
- Jeg har aldrig spillet mod dem, og det er ikke noget, jeg rigtig har set frem til. Fodbold kan nogen gange være meget uforudsigeligt, og jeg planlagde ikke lige atskulle spille en cup-finale mod Cardiff eller med dem.
- Jeg vil helt sikkert ikke juble, men det forsøgte jeg også at lade være med mod Manchester City, og i situationen og momentet kan du godt blive revet med, siger Bellamy.
Bellamy var ikke med for Liverpool i weekendens nedsabling af Brighton i FA Cup’en på grund af en skade, men søndag er han klar til at løbe på banen i kampen mod sin og familiens hjerteklub.








