Anders Lindegaards jaguar blev onsdag beslaglagt efter ulovlig parkering.
Anders Lindegaard har kendt bedre tider i Manchester, end den han oplever lige for tiden.
Han er ankel-skadet, og derfor kan han ikke vogte Manchester Uniteds mål i seks uger. Og da den danske målmand onsdag ville forsøde sin tilværelse med en frokost sammen med en god ven på en italiensk restaurant i byen, gik det heller ikke så godt.
Midt i det hele kunne han ifølge den britiske avis Daily Mail se sin bil - en sort jaguar - blive beslaglagt af myndighederne.
Den blev simpelthen hejst op på et lad og kørt væk, fordi den holdt ulovligt parkeret ved restauranten.
Anders Lindegaard forsøgte ifølge Daily Mail forgæves at stoppe beslaglæggelsen, som er standard-procedure ved ulovlige parkeringer i England. En spiller som Mario Balotelli fra Manchester City har f.eks. fået sine biler beslaglagt talrige gange, fordi han bare parkerer, hvor han har lyst til.
Bilejeren skal derefter henvende sig til myndighederne og får først køretøjet retur, når bøden er betalt.








