Anders Lindegaard er tilbage som førstemålmand i Manchester Uniteds mål, mens David de Gea er med til OL.
Anders Lindegaard
Pludselig stod han der. På den højeste tinde. Anders Lindegaard havde gjort det umulige.
Han havde besteget fodboldens Mount Everest. Fra uønsket i OB til norske Aalesund som springbræt, og så pludselig tre år senere i januar 2012 var Lindegaard pludselig førstemålmand i Manchester United. En af klubfodboldens absolut største giganter. Det var i bogstaveligste forstand drengedrømmen om at gå Peter Schmeichel i fodsporene, som Lindegaard havde opnået. Og så faldt han. Et fuldstændig frit fald ned i den mørkeste dal. En ganske almindelig træning forvandlede sig til et mareridt, da Anders Lindegaard blev skadet i anklen og endte med at være ude i resten af sæsonen. I mellemtiden greb rivalen spanske David de Gea sin chance med begge hænder.
Seks måneder senere er Lindegaard hudløst ærlig, når han kigger tilbage og reflekterer over, hvor kort der er mellem optur og nedtur på fodboldens største scene.
- Selvfølgelig var det toppen af min karriere i januar. At være førstemålmand i den klub, jeg legede, jeg spillede for i baghaven, da jeg var fire år gammel. Jeg havde opnået det største, jeg kunne drømme om, fortæller Lindegaard og når videre til nedturen.
- Det var et kæmpe knæk at få den skade. Den var svær at komme over fysisk. Men nok mere mentalt. Det var en hård periode. Men jeg har været skadet før, og jeg har lært om mig selv, at jeg altid kommer stærkere tilbage. Jeg står foran de ti bedste år i min karriere, og drømmen er, at komme tilbage som førstemålmand, fortæller Anders Lindegaard, som onsdag blev præsenteret som ny ambassadør for bettingfirmaet Betfair.
David de Gea gik på sommerferie som manager Sir Alex Fergusons førstevalg. Enhver tvivl om målmandsposten var forduftet som den morgenfriske dug på en sommerdag.
Men Anders Lindegaard har ikke opgivet. Han er ikke typen, der sætter sig ned og accepterer en reserverolle.
- David sluttede sæsonen flot af. Og selvfølgelig fik han sat mange point i banken med en række stærke præstationer. Han vil have noget snor i forhold til pladsen, men sådan var det vel også sidste sommer, siger Lindegaard og hentyder til, at de Gea blev hentet som den dyreste målmand i Premier Leagues historie med en transfersum på 220 mio. kr.
Dengang regnede eksperter, medier, fans og nok også spillerne internt med, at Anders Lindegaard ville indtage en stille eksistens som reservemålmand for rekordkøbet. Men Lindegaard overhalede de Gea. Greb sine chancer. Nu får han en gylden start på sæsonen, når Manchester United drager på verdensturné i først Sydafrika og siden Kina uden de Gea på flyet. Den spanske målmand er med Spaniens OL-landshold, og det garanterer Lindegaard masser af spilletid i opstarten og helt frem til sæsonstarten i august.
- Når du spiller for en klub som Manchester United, så er alle perioder i løbet af en sæson vigtige. Men selvfølgelig er den her ekstra vigtig. Det er en god mulighed for mig til at vise, at jeg er klar, og at jeg har samme niveau som før skaden. Jeg går ind til sæsonen med samme tilgang som sidste år.
- Der er intet sted i verden, jeg hellere vil være end i Manchester United. Men jeg vil heller ikke være reserve resten af livet. Når man først har prøvet at være førstemålmand i den her klub, så vil man gøre alt i verden for at blive det igen, erklærer Lindegaard.
Og han har tænkt sig at kæmpe en vis del ud af bukserne for at blive den bedste i klubben. Det hele begyndte med første træningsdag i tirsdags.
- Jeg har så ondt i kroppen, at du tror, det er løgn, siger Lindegaard og griner.
- Jeg har været i fuld gang i styrkelokalet, og min fysiske træner har meldt op, at jeg ligeså godt kan give den fuld gas og tage ømheden den første uge i stedet for at rende rundt og døje med det i en længere periode, forklarer han.
Med EM-slutrunden fik han trænet sig tilbage i god form, selv om han forblev på bænken bag Stephan Andersen. Derfor var det også vigtigt med en afslappende ferie, som blev nydt i selskab med kæresten Missé Bequiri på Seychellerne.
- Fordi jeg havde så kort ferie, så var det ekstra vigtigt at holde helt fri i ferien. Så det var en fantastisk ferie. Nok den bedste jeg nogensinde har haft. Det jeg så på Seychellerne fik rejsemagasinernes eksotiske fotos til at ligne Lalandia ved siden af.
Forholdet til den svensk-albanske model Missé Beqiri har også gjort livet i Manchester mindre ensomt.
- Vi har nu boet sammen i fire måneder, og vi har det forrygende sammen. Når man spiller fodbold vil alle gerne have en bid af én, men det kan også være ensomt. Derfor har det været skønt at have hende at dele hverdagen med. Vi havde en skøn ferie sammen, og fik mulighed for virkelig at nyde hinanden, siger den forelskede målmand.
Og Lindegaard glæder sig ekstremt til næste uge, hvor han igen står i buret på Manchester Uniteds førstehold.
- Jeg glæder mig så meget til at spille fodbold igen. Det lyder måske lidt vildt, når man tænker på min korte ferie, men jeg er så motiveret til den nye sæson. Det er det, jeg brænder for.








