Manchester United valgte danskeren fra start frem for David de Gea mod Leon Andreasens Hannover 96.
Der er kun en uge til, at Manchester United skal åbne den kommende Premier League-sæson mod Everton, og derfor spillede klubben lørdag sin sidste testkamp mod Hannover 96.
Kampen endte med en målrig 4-3-sejr til United, og her havde assistenten Mike Phelan, som stod i spidsen for Manchester United i fraværet af Alex Ferguson, valgt at satse på danske Anders Lindegaard i målet fra start.
For hjemmeholdet fik Leon Andreasen endnu en gang chancen fra start, og det ser ud til, at den dynamiske midtbanespiller har grebet chancen efter et skadeshelvede de seneste par år.
Derimod fik Anders Lindegaard en uheldig rolle i for Manchester United midtvejs i første halvleg, da han ikke fik grebet en bold, som faldt ud til Artur Sobiech, der nemt scorede kampens første mål.
Lidt efter udlignede Javier Hernandez dog med sin inderside, så holdene gik til pause 1-1.
Desværre for Anders Lindegaard fik den danske målmand ikke muligheden for at rette op på sin fejl efter pausen, eftersom han blev erstattet af David de Gea ved halvlegens begyndelse.
Allerede efter tre minutter på banen blev David de Gea passeret til stillingen 2-1, da forsvarsspilleren Karim Haggui steg til vejrs og headede bolden ind. Den spanske målmand var uden chance.
Med 25 minutter igen scorede Mohammed Abdeloue, bror til Mos i FCK, et fantastisk 3-1-mål med hælen.
Wayne Rooney ville dog ikke stå tilbage for det flotte mål, og kort efter satte han i en flot bue et frispark uden for feltet ind til 2-3.
Samme Wayne Rooney fik i slutningen af kampen et tvivlsomt straffespark tilkendt, da han tog et træk i feltet efter en dyb stikning og lod sig falde i en situation, hvor berøringen mellem ham og keeperen var til at overse.
Den engelske landsholdsangriber eksekverede sikkert.
Manchester United tog sig da også af sejren, da nyindkøbet Shinji Kagawa til slut lukkede og slukkede ved at trille bolden i mål til resultatet 4-3.
Engelske medier spekulerer i to grunde til, at Alex Ferguson ikke sad på bænken til aftenens kamp. Muligvis skyldes det helbredsmæssige årsager, eller også skulle han være i gang med de sidste forhandlinger om Arsenals stjerneangriber Robin van Persie.








